Professor: Vi skal løse plastikproblemet, inden det bliver en uoverkommelig krise

MILJØ

Coronapandemien har vist, at hvis verden vil løse sine kriser, kan den gøre det. Det gælder også ophobning af plastikaffald i havene. Et problem, der skal løses, inden det bliver endnu en uoverskuelig trussel, menneskeheden skal forholde sig til.

Det mener Kenneth Mølbjerg Jørgensen, professor i organisationsstudier ved Malmø Universitet. Han var for et par år siden involveret i et stort skandinavisk projekt om plastikaffald i Kattegat- og Skagerrak-området og fortæller, at hvis man vil forstå problemet med plastikaffald, skal man forstå den grundlæggende problemstilling: Plastic er et godt produkt, der er billigt at producere og har mange anvendelsesmuligheder. Derfor er der masser af incitamenter til at anvende plastic. Men det involverer mange aktører: producenter, grossister, kæderne og forbrugerne. Derfor er det et spørgsmål om at få etableret forpligtende og ambitiøse samarbejder mellem alle aktørerne i værdikæden, så plastik og plastikaffald bliver håndteret på en bæredygtig måde.

Når man kigger på problemet, kan det nemt virke uoverskueligt, men Kenneth Mølbjerg Jørgensen mener, der er grund til håb og optimisme.

– Den gode historie i det her er, at vi kan løse problemet, og vi kan løse det før, det bliver meget større. Vi har tidligere stået over for store potentielle kriser, hvor det gik op for verdenssamfundet, at den var helt gal. Et godt eksempel er, da vi fik brugen af freon eller CFC-gasser forbudt, da vi havde problemer med ozon-laget. Den situation kan minde om den, vi har med plastik. Freon blev også set som et vidunderprodukt, der var svært at erstatte, men da katastrofen lurede lige om hjørnet, fandt vi en løsning alligevel.

Professoren peger også på et andet og mere aktuelt eksempel: den globale coronapandemi, hvor det er lykkedes at producere vacciner med rekordfart.

Havplast

Vi kan godt leve uden plast. Men det er ikke nødvendigvis ønskeligt. Plast har mange anvendelsesmuligheder og kan genanvendes, hvis det bliver behandlet ordentligt, forklarer Kenneth Mølbjerg Jørgensen.

Eksempelvis hård plast – som vi kender det fra plastikdunke, tagrender og madopbevaringsbøtter – er nemmere at genbruge end blødere former for plastik. Især emballage fra mad og legetøj, som kun bliver brugt én gang og smidt ud bagefter, er noget af det plastik, der er særlig problematisk.

– Problemstillingen er, at for at du kan genbruge plastik, så skal du have kontrol i hele værdikæden. Virksomheden skal vide, hvordan plastikken er blevet designet og produceret, hvordan den er blevet samlet ind og sorteret. Det er en indviklet proces, der kræver et meget tæt samarbejde mellem alle aktørerne i værdikæden.

Desuden, når man snakker om at genbruge plastik, er det meget nemmere og økonomisk at genbruge plastikaffald indsamlet på landjorden.

– For når det først kommer ud i havet, bliver det en meget uhåndterlig størrelse. Selv hvis vi var rigtig effektive til at fiske plastik op af havet, ville vi kun kunne indsamle det plastik, der flyder i overfalden. Og det udgør kun én lille del af det plastik, der er i havene. Det meste flyder rundt under overfladen eller lægger sig på havbunden.

Derfor er konklusionen fra professoren også klar:

– Jeg synes, det altoverskyggende fokus skal være at undgå, at plastikken kommer i havet i det hele taget.

Alle værktøjer skal tages i brug

Løsningsmodellen, som Kenneth Mølbjerg Jørgensen ser for sig, er i grove træk delt i to. For det første handler det om drastisk at reducere det plastik, vi udleder i havene. For det andet skal virksomhederne omstille deres forretningsmodeller, så de dels bruger genanvendelig plast og dels reducerer brugen af engangsplast.

Angående punkt to, så fremhæver professoren, at man fra politisk hold har haft en tiltro til, at virksomhederne mere eller mindre selv ville tage initiativ til at omstille sig. Specifikt henviser han til det nye plastikcirkulære, den daværende regering fremlagde i 2018.

– Den var ikke særlig ambitiøs. For eksempel var der kun afsat omkring 50 millioner kroner. Det er meget få penge i forhold til, hvor stort problemet er. Det blev også kritiseret skarpt af nogle af miljø- og naturorganisationerne. Og så blev der i cirkulæret grundlæggende lagt op til, at virksomheder og forbrugere – altså markedet – ud fra et frivillighedsprincip skulle ændre adfærd.

Naturligvis kommer man ikke uden om, at virksomhederne har en central rolle i løsningen på problematikken omkring plastikaffald, understreger Kenneth Mølbjerg Jørgensen. Men en væsenligt pointe er ifølge ham, at markedet ikke kan løse problemet med plastikaffald på egen hånd. Hele fællesskabet må træde til. Det være sig individet, lokalsamfundet, de enkelte lande og hele verden.

– Vi skal indrette os anderledes. Det kræver et omfattende samarbejde mellem forskellige typer af aktører, og alle værktøjer skal tages i brug for at skabe de incitamenter, der skal til, for at en bæredygtig omstilling bliver en realitet. Igen vil jeg fremhæve covid som et godt eksempel på hvad, vi kan udrette, når det går op for os, at lokummet brænder.