Nye heste til Bornholm

Nye heste til Bornholm
Patricia Bo sendes i træning hos Jägersro-træneren Ken Ecce. Foto: Torben Ager
NYHED | ABONNENT | 3. NOV 2023 • 15:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
NYHED | ABONNENT
3. NOV 2023 • 15:30

Selv om 2023-sæsonen er slut, handles der stadig heste til og fra Bornholm.

De bornholmske hesteejere forsøger løbende at justere hesteholdet, så de kan høste nye triumfer på Bornholms Brand Park.

Senest har succestræneren Stefan Lind-Holm fået tilgang af en 3-årig svensk hoppe, Vilda Tilde.

– Det er ikke os, der har købt den, men den skal bo hos os, fortæller Henriette Jensen fra Stefan Lind-Holm-stalden til netavisen Bornholm.nu.

Vilda Tilde kommer sin unge alder til trods til Bornholm med en indtjening på 85.000 kroner.

Stefan Lind-Holm har også overtaget 2-årige Kissed By Rain fra lillebror Thomas’ Stald Dust i Skive. Hesten er købt til øen af Bornholms Truckservice. I forvejen træner han 4-årige Hunger Rain, der ejes af Stald 9+1.

19-årige Nicole Jensen har også udvidet stalden, så den nu består af fire heste. Nyerhvervelsen er den 3-årige hoppe Image Osted Antik. I forvejen har hun Best Of Magic, Hussar og Champ Olympic gående i sit træningskvarter.

Til gengæld har 6-årige Freja Blåbjerg optrådt på Bornholm for sidste gang i denne omgang. Hesten slog ikke til i stalden hos Ole Møller og Thomas Olsen og er nu solgt til en hesteejer i Jylland, skriver Bornholm.nu.

Træner John Gommans og hustruen Diana har ingen planer om at skille sig af med Patricia Bo og den sidst ankomne Ismael F Boko. Tværtimod træner Ismael F Boko videre med henblik på at starte i løb uden for øen i vinterperioden, og Patricia Bo er sendt i træning hos Ken Ecce på Jägersro-banen for at stå endnu stærkere rustet til den kommende sæson på Bornholm.

– Vi synes, det skal forsøges, siger John Gommans om fremtidsplanerne med Patricia Bo, der i 2023 opnåede otte top 3-placeringer i sine 14 starter på Bornholms Brand Park.