At finde håndboldtrænere er en svær disciplin, har Viking Rønne Håndbold fundet ud af. I sidste uge fortalte formand Kasper Stenbye, at man mangler trænere til nogle børnehold. Sideløbende har klubben været på jagt efter trænere til de bedste kvinde- og herrehold, og det arbejde har nu båret frugt.
I en pressemeddelelse fortæller Viking Rønne Håndbold, at man er klar med både damesenior og herresenior i kvalifikationsrækken til den kommende sæson. Trænerne til seniorholdene er fundet, og sammen med de to hold er de helt klar til sæsonstart.
Hos kvinderne skal Tonni Mogensen og Merete Seerup styre slagets gang. De har været trænere sammen i Team Bornholm i mange år og har blandt andet trænet nogle af de spillere, der i dag er med på Viking Rønne Håndbolds kvindehold. Tonni Mogensen og Merete Seerup træner også Team Bornholms U17-piger, så der kan måske opstå et samarbejde på tværs af U17-pigerne og kvindeholdet.