Tejn Havnehuse står med millionunderskud

Tejn Havnehuse står med millionunderskud
Bygherren bag Tejn Havnehuse er stadig overbevist om, at man lykkes med at sælge de resterende boliger. Foto Jesper Gynther
ERHVERV | Søndag 8. juni 2025 • 15:30
ERHVERV | Søndag 8. juni 2025 • 15:30

FB Tejn Havnehuse kom igen ud med underskud og har nu en negativ egenkapital på over 4,5 millioner kroner. Selskabet overlever takket være støtte fra moderselskabet, der stadig tror på, at man kan sælge boligerne og vende det til en god forretning.

Bygherren bag Tejn Havnehuse kom ud af 2024 med et underskud på lige knap tre millioner kroner.

Det fremgår af selskabets årsrapport, hvor man også kan læse, at FB Tejn Havnehuse ApS, som selskabet hedder, nu har en negativ egenkapital på 4.597.578 kroner.

"Selskabet har tabt selskabskapitalen og er derfor omfattet af bestemmelserne i selskabsloven om kapitaltab. Ledelsen forventer, at kapitalen reetableres ved egen indtjening, alternativt kapitaltilførsel fra kapitalejerne," lyder det i ledelsens beretning.

Det gjorde det også sidste år, hvor selskabet kom ud af 2023 med et underskud på godt 1,6 millioner kroner, og det fremføres ligesom sidste år igen, at selskabets fortsatte drift er afhængig af tilførsel af yderligere likviditet.

Fortsat sikre på salg

Den økonomiske støtte kommer fra moderselskabet FB Gruppen, der ejer 75 procent af FB Tejn Havnehuse, mens den bornholmske entreprenør Jens Møller Gudhjem ejer de sidste 25 procent.

Det er også derfor, at Morten Iversen og Kristian Barslund Jensen, henholdsvis direktør og bestyrelsesformand i Jens Møller Gudhjem, sidder med i bestyrelsen sammen med Stig Nørnberg og direktøren for FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig. Tidende har henvendt sig til netop Hans-Bo Hyldig blandt andet for at høre, om FB Gruppen har en smertegrænse for, hvor længe man vil understøtte FB Tejn Havnehuse økonomisk.

– Vi ejer selskabet sammen med en lokal investor. Når de sidste huse er solgt, er der som i alle vores andre byggerier en solid økonomi i projektet. Tejn Havnehuse er et af vores mindre projekter, og fra koncernens side støtter vi selskabets drift, så længe der er behov for det, lyder det i et skriftligt svar fra FB Gruppen, hvor man også fortsat udtrykker optimisme for at få solgt de resterende huse - også selvom seneste boligsalg går lidt tid tilbage.

– Vi oplever en løbende interesse for husene. Der er ingen tvivl om, at den negative omtale, der i perioder dukker op i medierne, ikke hjælper på salget. Men Bornholm er en fantastisk dejlig ø - og både Tejn by og hele området byder på mange natur- og kulturoplevelser. Det er der heldigvis mange, der har opdaget - og kan se igennem den støj, der indimellem dukker op.

Retssager påvirker ikke

I regnskabet kan man også læse, at FB Tejn Havnehuse har gældsforpligtelser, der beløber sig til 22.307.414 kroner.

Faktisk er gælden i selskabet større end selskabets aktiver, men det er ikke noget, der bekymrer FB Gruppen.

– Gælden er intern gæld - altså gæld til os selv som ejere, så det tager vi roligt.

Der er en post, kaldet hensatte forpligtelser, som beløber sig på 3.668.323 kroner. Kan I komme nærmere ind på, hvad det dækker over?

– Årsregnskabet er pr. 31. december 2024 - og på det tidspunkt var arbejdet med etablering af havemure fortsat i proces, lyder svaret fra FB Gruppen.

Som tidligere beskrevet er bygherren blevet hevet i retten af flere husejere, som ønsker at hæve handlen med selskabet. Sagerne er ikke nævnt i årsrapporten, og svaret er da også fåmælt, når Tidende spørger ind til, om retssagerne har nogen betydning for FB Gruppens fremtidige engagement i FB Tejn Havnehuse.

– Vi kommenterer som tidligere nævnt ikke på verserende sager, men det har ingen påvirkning.

Går langsommere end forventet

Mens det mindre underselskab for havnehusene altså fortsat taber penge, så går det noget bedre for FB Gruppen som helhed.

Koncernen har nemlig også lige præsenteret regnskabet for 2024, der viser et overskud på godt 320 millioner kroner, og med en egenkapital på over to milliard kroner bliver Tejn Havnehuse hurtigt et mindre projekt i det store hele for FB Gruppen.

Men projektet er dog nævnt i koncernens årsrapport, hvor man også adresserer det manglende salg af boliger.

"Der er tale om et mindre projekt med 28 boliger, som stod færdige i 2023. Salget er gået noget langsommere end forventet, hvor der foreløbig er solgt 65 % af boligerne. Der er en dialog med Bornholms Regionskommune om kystsikring og håndtering af fremtidig sikring af boligerne, og i den forbindelse har koncernen afsat et ikke ubetydeligt beløb til sikring af byggeriet, selvom det er en kommunal opgave at sikre området mod højvande. Dette tiltag er sket for at sikre beboerne og boligerne", lyder det om Tejn Havnehuse.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT