– Det ligger godt begravet i det, der hedder anstændighed og ordentlighed. Jeg vil også sige, at det er et meget begrænset krydsfelt, da det er to vidt forskellige dagsordener. Så der er overhovedet ingen skjulte dagsordener, fortæller Christian Froberg og fortsætter:
– Hvis jeg virkelig med lys og lygte skal dykke ned og udpege sager, hvor en politisk udpeget, der er Horesta-formand kan have habilitetsproblemer, så kunne det være i bevillingsnævnet eller lokale myndigheders håndtering af restaurationsbranchens forhold på Bornholm. Men det anser jeg som værende så hypotetisk, at det må sættes til side i forhold til, at jeg forhåbentlig kan give mit lille bidrag til at få løst de her store udfordringer, vi står med.
Han sammenligner situationen med de to kommunalbestyrelsesmedlemmer Helle Munk Ravnborg (EL), der er udpeget som forperson for Beofs bestyrelse samtidig med, at hun er engageret i det private initiativ, Bornholms Havvind, og løsgængeren Jonna Nielsen, der ved siden af sit politiske virke sidder som formand for 3F Bornholm.
– Men jeg kunne da aldrig drømme om at beklikke Helle eller Jonnas integritet. Mennesker, der er medlemmer af interesseorganisationer, skal jo også have lov til at stille op i politik, og jeg synes som sagt, at krydsfeltet her er så minimalt, at tanken ikke en gang har strejfet mig. Og skulle jeg på et tidspunkt træde ubevidst ind i en gråzone, hvor jeg kan være i habilitetsproblemer, så er jeg helt sikker på, at nogen nok skal gøre mig opmærksom på det meget hurtigt, siger Christian Froberg.