I meddelelsen peger Forsvarsministeriet på, at Rusland igennem en længere periode har oprustet markant i området ved Østersøen. Især de seneste fem år.
Danmark har et særligt ansvar for sikkerheden i regionen, lyder det videre.
– Det ansvar skal vi løfte sammen med vores samarbejdspartnere, for det forhøjede spændingsniveau i regionen vil også påvirke de nordiske lande, skriver ministeriet blandt andet.
Så sent som i april i år blev den russiske ambassadør i Danmark kaldt til møde i Udenrigsministeriet, efter at russiske kampfly havde krænket dansk luftrum omkring Bornholm. Det samme skete i juni sidste år.
I april i år krænkede russiske fly også svensk luftrum kortvarigt.