Bornholms Museum finder fanerne frem

Bornholms Museum finder fanerne frem
Østre Skoles gamle fane er blandt de mange faner, der kommer frem i lyset. Foto: Bornholms Museum
NOTITS | 30. APR 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
30. APR 2023 • 15:30

Mange faner kommer frem den 1. maj på arbejdernes internationale kampdag.

Bornholms Museum benytter også lejligheden til at vise fanerne frem, fremgår det af en pressemeddelelse.

Fra den 1. maj og frem til den 3. maj er der mulighed for at se museets samling af faner. Der er faner fra partiforeninger, afholdsforeninger, soldaterforeninger, skoler og meget mere.

Museumsinspektør Jakob Seerup fortæller, at det faktisk er en unik mulighed for at se fanerne. De udstilles sjældent, da de sarte tekstiler dårligt tåler at være udsat for dagslys og ophængning.

– Men i forbindelse med en gennemgang af museets samlinger, tager vi nu de fleste af fanerne frem, så de kan blive opmålt, fotograferet og tilstandsvurderet og nænsomt pakket ned igen. Mange faner har flotte malede eller broderede motiver, som relaterer til den forening, de har været brugt ved. De er absolut værd at kigge nærmere på, fortæller Jakob Seerup.

Arbejdet foregår i museets foredragssal, hvor publikum er velkommen til at kigge med.