Jeg har en krøllet hjerne og er hele tiden i gang med noget kreativt

Jeg har en krøllet hjerne og er hele tiden i gang med noget kreativt
Jeanette Høyer Kofod udstiller for tiden i Hasle Info i medborgerhuset på torvet i Hasle. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | Onsdag 12. april 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Onsdag 12. april 2023 • 05:30

Jeanette Høyer Kofod udstiller i Hasle Info i medborgerhuset frem til midten af juni.

Fortæl lidt om dig selv?

– Jeg er født på Sjælland, men vokset op på Bornholm. Begge mine forældre er bornholmere.

– Jeg gik i lære i Simons i Rønne i 1991 og var der i 10 år. Jeg har lige været til modeshow i Simons sammen med tidligere kolleger, og vi skal snart til 140 års jubilæum.

– Jeg har også arbejdet i Meny, Filuca og hos Kylle Smed, og jeg har været receptionist i Dansk Folke Ferie, været pædagogmedhjælper og arbejdet på Stammershalle Badehotel.

– Mit sidste job var i Hennes & Mauritz, hvor jeg var i fem år, inden jeg blev sygemeldt.

Hvad skete der?

– Jeg var glad for at være i H & M, men jeg kørte nok lidt for hårdt på. Mine daglige arbejdsopgaver begynder at føles svære og uoverskuelige, og jeg havde nogle gange hjertebanken, når jeg kørte på arbejde. Men jeg blev bare ved, indtil jeg en dag kollapsede og gik ned med stress.

Havde du ikke en mistanke om, at det var på vej?

– Det havde jeg nok, men jeg fejede det nok lidt ind under gulvtæppet og prøvede at holde mig selv kørende. Jeg ville nok have ønsket, at nogen havde bremset mig. For når man går så hårdt ned med stress, som jeg gjorde, rammer det hårdt.

– Jeg kom til læge, jeg begyndte på et stressforløb, og jeg var i arbejdsprøvning. Jeg kunne bare ikke klare ret meget, blev hurtigt træt og fyldt op i hovedet. I udredningen fandt man ud af, at jeg ud over et par andre kroniske lidelser har fibromyalgi – en smertesygdom, hvor man har daglige smerter i knogler, led og muskler, og hvor trætheden nærmest er altoverskyggende.

– Det endte med, at jeg fik tilkendt førtidspension.

 

Hvordan har det været at blive førtidspensionist?

– Det var et kæmpe nederlag for mig. Jeg har virkelig haft svært ved at acceptere det. Min sagsbehandler sagde, at han håbede da, at jeg var glad for at få min sag igennem. Ja, det var jeg vel nok, fordi jeg slap for alt det pres, der var.

– Men bagefter tænkte jeg: Hvem er jeg så? Bare tanken om at møde fremmede mennesker, der spørger: "Hvad laver du så"? Det har været svært for mig. Det er svært at have en skjult sygdom, for folk ser mig jo ikke de dage, hvor jeg ligger herhjemme og ikke kan noget.

– Jeg savner at have arbejdskolleger, savner mit overskud og tidligere energiniveau. For selv om at jeg har brug for det sociale i forhold til veninder og venner kan det være svært for mig at få det ind i min hverdag.

– For mig er det vigtigste at være der for mine børn, når jeg har de to yngste hos mig hver anden uge.

 

Hvordan kom du i gang med at male og lave andre kreative ting?

– Jeg har altid været kreativ, men at svinge pensler på et lærred kom, mens jeg var sygemeldt. Jeg havde ikke ro i min krop, havde svært ved at sidde og slappe af, kunne ikke læse et blad. Jeg har altid været i gang, så jeg havde svært ved at acceptere situationen. Men en dag fandt jeg et tomt lærred og lidt maling, og så begyndte jeg at male. Pludselig var klokken blevet 2 om natten. Jeg fandt ud af, at det var et åndehul for mig at være kreativ.

– For halvandet år siden startede jeg til keramik i Midtpunktet på opfordring af den mentor, jeg havde i et år. Og det er jeg helt tosset med. Jeg er også begyndt at lave forskellige ting med garn og andre ting.

– Jeg har en krøllet hjerne. Jeg maler mest abstrakt, men ikke en bestemt stil. Når jeg sætter mig med en klump ler, ved jeg ikke, hvad det bliver til. Jeg er nysgerrig, skal prøve nye ting og hele tiden udfordre mig selv.

– Jeg er altid i gang med et eller andet kreativt. Men da jeg flyttede sidste år fra et sted, hvor jeg havde mit eget værksted, så er det ikke de store malerier, der er gang i lige nu på grund af pladsmangel.

Hvad er din drøm med din kreative interesse?

– Det er lidt svært, for jeg kan mærke, at min sygdom ikke er blevet bedre med årene.

– Men selvfølgelig drømmer jeg om, at folk kommer til at se det, jeg laver, i stedet for, at det bare bliver gemt væk. Men samtidig har jeg ikke kræfterne til at få det ud og blomstre, og jeg er ofte socialt tilbageholdende, så jeg kommer ikke så meget ud på markeder og den slags. Det betyder også, at jeg ikke sælger ret meget desværre, for usynlige ting er svære at få øje på.

 

 

Jeanette Høyer Kofod

49 år (fylder 50 meget snart).

Bor i Hasle, har tre børn – Camilla på 25, Frida på 13 og Hjalte på 10.

Førtidspensionist siden 2021.

Udstiller i øjeblikket kreative værker, blandt andet malerier og keramik, i Hasle Info i medborgerhuset i Hasle.

Man kan se nogle af hendes ting på sociale medier under navnet Kreabixen Høyer.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT