Ib rykker ud med gravemaskinen

Ib rykker ud med gravemaskinen
Ib Hansen har drevet IH Grave- og Landbrugsservice i 20 år. Foto: Holger Larsen
Torsdag 12. oktober 2023 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Torsdag 12. oktober 2023 • 19:00

Ib Hansen, der driver IH Grave- og Landbrugsservice i Klemensker, fylder 60 år.

– Vi har selv banket det op fra de 13 hektar, vi startede med, og så er det sjovt nu at se resultaterne, siger Ib Hansen fra IH Grave- og Landbrugsservice i Klemensker.

Ib Hansen lader fredag sig selv og gravemaskinen holde en fridag for at fejre sin 60 års fødselsdag med åbent hus på Klemens Kro.

Ib Hansen er uddannet landmand og har i hele sit voksenliv, indtil for et par år siden, drevet landbrug. Men ved siden af har han også drevet entreprenørfirma og maskinstation i 20 år.

– Vi købte ejendommen Bækkevang på Nordre Lyngvej i Klemensker i 1986. Jeg arbejdede på BAF/DLG på Rønne Havn. Men så købte jeg mere jord og endte med at have 150 hektar, og jeg fik pasningsaftaler, og så købte jeg gravemaskiner, fortæller Ib Hansen om, hvordan det udviklede sig til, at han blev selvstændig med IH Grave- og Landbrugsservice.

Sønnen overtog

For to år siden overtog sønnen Mads Hansen Bækkevang og lagde jorden til den ejendom, han har i forvejen, ligesom sønnen har overtaget maskinstationsdelen og driver den i virksomheden MH Landbrugsservice.

– Jeg syntes, det var blevet for besværligt at være landmand. Man får ikke lov til at bestemme meget selv, og man skal konstant være opmærksom på, om man overholder reglerne. Det fyldte meget. I dag er det en fornøjelse at komme hjem fra arbejde og kunne koble af uden at have så meget at tænke på, siger Ib Hansen.

Og "hjem", det er nu på Egevej i Klemensker, hvor Helle og Ib Hansen har bygget et nyt hus.

– Jeg gravede selv ud til byggeriet. Det begyndte jeg på den 4. oktober 2021, og den 13. april 2022 flyttede vi ind, og vi er lidt stolte af, at vi kun har brugt bornholmske håndværkere, siger Ib Hansen.

Hjælper sønnen

Fødselarens neddrosling betyder, at han i dag – almindeligvis – nøjes med at udføre mindre opgaver med sine to maskiner, en minigraver og en rendegraver.

– Jeg har meget arbejde som underentreprenør for PL Entreprise, jeg har dræningsopgaver, arbejder for vandværket, og jeg graver lidt for kloakmestre. Opgaverne kommer stille og roligt ind.

– Og så skal Mads nok få udfyldt resten af tiden, tilføjer Ib Hansen.

Den udtalelse dækker over, at Ib Hansen giver en hånd med blandt andet høsten.

Vinterberedskab

Derfor kan der ind imellem stadig være lange arbejdsdage. Det kan der blive igen til vinter, hvis det bliver vinter.

Ib Hansen har nemlig haft en stor del af det bornholmske vinterberedskab i en del år.

– Jeg kan bedst lide, når vi bare skal ud at salte lidt på vejene. Men der er dage med snevejr, hvor vi starter klokken 03 og kører til klokken 20. Så er vi nødt til at hyre ekstra folk ind og er fire-seks stykker om arbejdet, mens det brænder på, siger Ib Hansen.

Men til hverdag består virksomheden af Ib Hansen og hustruen Helle, der står for regnskaberne.

– Og så sørger hun for maden, når vi kører længe, siger Ib Hansen.

Helle og Ib Hansen har to børn, Mads og Anja, og to børnebørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT