– Høringsfristen på 14 dage er alt for kort tid, når vi ikke kan få fat i kommunen, siger Lene-Marie Hansted Andersen. Hun bor i Købmagergade og har sammen med flere bekymrede borgere mange ubesvarede spørgsmål, som skulle stilles inden fredag den 11. februar.
Bornholms Tidende har rettet henvendelse til centerchef Claus Munk i Center for Regional Udvikling, It og Sekretariat og forelagt ham kritikken af tidsfristen, når det ikke er muligt at få kontakt til medarbejdere i afdelingen.
– Det er kompliceret at komme igennem med en telefonisk henvendelse, men vi vil gerne forlænge høringsfristen med en uge, fortæller Claus Munk, der samtidig opfordrer de borgere, der er orienteret om muligheden for at komme med et høringssvar, til at sende en mail til afdelingen.
– Skriv enten en mail om ønske om et opkald fra os eller spørgsmål, som man har, så hurtigt som muligt. Jo hurtigere kan vi give svar, siger Claus Munk.
Henvendelser til Center for Regional Udvikling, It og Sekretariat kan ske på: Byg@brk.dk