Bornholm går til Folketinget: Teaterleder presser på for øget støtte

Bornholm går til Folketinget: Teaterleder presser på for øget støtte
Jens Svane Boutrup kan med tilfredshed konstatere, at han har fået en positiv tilbagemelding på anmodningen om foretræde for Folketingets Kulturudvalg. Arkivfoto
KULTUR | Fredag 29. september 2023 • 05:30
KULTUR | Fredag 29. september 2023 • 05:30

Folketingets Kulturudvalg oplyste torsdag, at det er klar til at modtage en delegation, som vil tale Bornholms Teaters sag og fremlægge argumenter for et større statsligt engagement i teaterlivet på Bornholm.

Bornholms Teater har anmodet om foretræde for Folketingets Kulturudvalg, og torsdag kunne teatrets leder, Jens Svane Boutrup, med tilfredshed konstatere, at han har fået en positiv tilbagemelding på anmodningen.

Han har således modtaget et forslag fra udvalget om en specifik dag i begyndelsen af november, hvor foretrædet eventuelt kan finde sted.

Med andre ord er svaret: I er velkomne, kom bare – han skal dog nu lige tjekke, om dagen passer Rikke Juellund, scenograf og tidligere formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, som er klar til at deltage i delegationen på to personer og tale teatrets sag på Christiansborg.

På Folketingets hjemmeside kan man læse anmodningen fra teatret, som "ønsker at fremlægge argumenter for et større statsligt engagement i teaterlivet på Bornholm".

Videre står der i anmodningen:

"Vi har siden maj 2022 forsøgt at få en dialog i gang med kulturministeren – først Ane Halsboe-Jørgensen, siden Jakob Engel-Schmidt – om det særlige statslige udviklingstilskud, der løb i årene 2019 til 2022. Vi ønsker en dialog om en fortsættelse og udvidelse af udviklingstilskuddet til Bornholms Teater. Det skal ses i lyset af Bornholm og Bornholms Teaters særlige situation, som beskrevet i vedhæftede brev til Kulturministeren. I Kulturministerens svar til os fra februar 2023 bebudes en scenekunstreform, som vi ser frem til. Her ønsker vi at pege på problemerne for Bornholms Teater med den nuværende egnsteaterordning og samtidig plædere for en særlig ordning for Bornholm".

– For halvandet år siden sendte vi sammen med borgmesteren og kommunens kulturudvalgsformand et brev til kulturministeren, og det brev har vi vedhæftet vores henvendelse til Folketingets Kulturudvalg og forklaret, at de ting, vi gerne vil diskutere, er nævnt i brevet, siger Jens Svane Boutrup til Tidende.

32 millioner

Af brevet fremgår det, at regionskommunen og teatret ønsker at drøfte muligheden for "et særligt statsligt tilskud til Bornholms Teater", hvilket blandt andet begrundes i "en række strukturelle udfordringer, som gør teaterarbejdet på Bornholm vanskeligt".

Alene det at være beliggende på en ø langt fra fastlandet giver nemlig ekstra bolig- og rejseudgifter, når skuespillerne skal til og fra, ligesom det af geografiske årsager er vanskeligt at lave permanente samarbejdsaftaler med nabokommuner, noteres det blandt andet.

Det er dog aldrig lykkedes at få et møde med kulturministeren.

– I mellemtiden er der så sket det, at der på Finansloven i 2024 er afsat 32 millioner kroner over fire år som udviklingstilskud til egnsteatrene, siger teaterlederen.

– Det er ikke aftalt, hvordan de penge skal fordeles, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der ved, hvem der skal gøre det, eller hvordan det skal ske. Men eftersom pengene allerede er på Finansloven i 2024, skal der jo snart tages en beslutning om det, og det er også den proces, jeg gerne vil forsøge at påvirke og sige, at man rigtig gerne også må kigge i vores retning.

– Så det er flere ting, vi gerne vil tale om, både de konkrete udviklingsmidler og en eventuel scenekuntsreform, hvor vi vil påpege, at vi er fanget i en svær situation med vores særlige udfordringer, som gør, at den måde, egnsteaterloven er skruet sammen på, ikke rigtig hjælper os. For det andet er egnsteaterloven skruet sammen som en incitamentsstruktur, hvor tørre tilskud fra kommunen giver desto større statslig refusion, og det er dejligt, hvis kommunen har penge nok, men når så kommunen sparer, får du også tilsvarende mindre fra staten. De pointer vil jeg forsøge at fremføre, og så må udvalgsmedlemmerne finde ud af, hvordan de vil forholde sig til det.

Håber og tror

Har du et succeskriterium?

– Jeg regner ikke med at få noget specifikt ud af den dag, men jeg både håber og forventer da, at vi kan få en andel af de udviklingstilskudsmidler, der som noget nyt er blevet afsat. Jeg ville synes, at det var meget mærkeligt, hvis ikke vi gør det.

Og alene at I får det foretræde peger vel i den rigtige retning?

– Det er superfint, det gør jo, at ikke alene kulturministeren, men hele Folketinget bliver klar over vores særlige situation, som der ikke i den gældende lovgivning er taget højde for, og det vil vi bede dem om at holde sig for øje, når der skal laves ny lovgivning, siger Jens Svane Boutrup.

– Det bedste ville jo være, hvis man kunne komme direkte på Finansloven eller i lovgivningen med Bornholm. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, men det har man da lov at håbe på. Eller i det mindste at man holder sig for øje, at der er de geografiske udfordringer, men også at det er en statslig opgave at sørge for, at der er teater i hele landet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT