Den specielle lyd af de amerikanske Harley-Davidson motorcykler i flok er tilbage på Bornholm i disse dage, hvor der efter to års coronapause atter er træf på Lejrpladsen Baunehøj ved Bornholms Lufthavn.
– Vi regner med at nå op på cirka 600 deltagere, når de sidste er kommet i løbet af fredagen, oplyser Jørn Kert, formand for Harley-Davidson Club Denmark Distrikt 6 Bornholm, som for 27. gang arrangerer det populære træf på Bornholm.
Der er allerede fredag middag mange mennesker, mange telte og mange motorcykler på pladsen. Men faktisk er man nede på omkring det halve af deltagerantallet fra før coronaen.
– Men jeg er godt tilfreds. 1.200 deltagere, som vi var i 2019, er for voldsomt. Det halve er et fint leje, hvor vi bedre kan håndtere det, og det giver også mere plads til deltagerne, siger Jørn Kert.