Bageri bliver sat til salg

Bageri bliver sat til salg
Bager Thorsen bliver sat til salg, oplyser ejeren i et facebookopslag. Foto: Holger Larsen
ERHVERV | 1. JUN • 15:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | 1. JUN • 15:30

Bagerforretningen i Storegade i Hasle er til salg. Det skriver ejeren af bageriet, Søren Thorsen, i et opslag på Facebook.

Tidende har været i kontakt med Søren Thorsen, der ikke har nogen kommentarer til avisen.

Bager Thorsen er en af Hasles helt gamle virksomheder, idet bageriet startede i Grønnegade i 1873. Det har siden 1960 været i familien Thorsens eje. Søren Thorsens storebror, bagermester Jan Thorsen, overtog driften af bageriet i 1997 og flyttede det i 2015 fra Grønnegade til den nuværende placering.

Virksomheden har været lukket, siden bagermester Jan Thorsens pludselige død i november 2024.

I marts kunne en optimistisk Søren Thorsen oplyse, at bageriet var på vej til at åbne igen. Ejeren afviste dog, at han selv skulle være bager, men oplyste, at der skulle lejes ud til et andet selskab, som skulle drive bagerivirksomheden.

Der er blevet arbejdet på at rengøre og istandsætte lokalerne. Men bestræbelserne på at komme i gang igen ser nu ud til at have været forgæves.

Søren Thorsen skriver i et kortfattet opslag på Facebook:

"Bageri er til salg nu. Man bruger for meget tid med udlejning. Og det har jeg ikke. Det går også ud over mit helbred".

FÅ ABONNEMENT