Rønnes juletræ er på plads

Rønnes juletræ er på plads
Der mangler lidt pynt og lys, men juletræet er så småt klar til torsdag. Foto: Jesper Dollerup Merved
NYHED | 27. NOV 2023 • 15:00
NYHED
27. NOV 2023 • 15:00

Årets juletræ har indfundet sig på Store Torv i Rønne.

Det er traditionen tro Rønne Handelsstandsforening, der sørger for det store juletræ, som bliver tændt torsdag klokken 16. Her vil der også blive serveret varm risengrød af handelsstandsforeningen med hjælp fra Metodistspejderne. Derudover vil dj Pede underholde med julemusik, mens Bornholmergarden også kommer og spiller. Der vil sågar også være udskænkning af gløgg serveret af Danske Bank og Home, mens Lions Club byder på varm kakao.

Juletræet kom på plads under lidt mindre paniske forhold end sidste år, hvor træet, som var planlagt til at pryde Store Torv hen over julen, splintrede på grund af frosten til atomer, da det skulle fældes. I sidste øjeblik meldte virksomheden BHS Logistics sig dog på banen, da de havde et passende træ til torvet.

Det skulle man heldigvis ikke igennem i år, og træet står nu klar til at blive pyntet, før det altså, som traditionen foreskriver, tændes den sidste torsdag i november.