I lokalet til venstre kan man købe kaffe, kakao, kage, popcorn, gløgg, saftevand og æbleskiber, står der på en seddel, der er hængt op på væggen. I hjørnet af lokalet står en soundboks - en transportabel højttaler blandt andet kendt fra festivaler - og spiller julesange. Dog med en noget lavere volumen end hvad sådan en ellers plejer at spille med. Mens børnene farer rundt, sidder flere forældre roligt og taler sammen ved bordene.
– Vi laver julestue for at samle børnefamilierne og lave noget hygge for dem. Det er også i dag, der er juletræstænding på torvet, og det er lagt samme dag, så vi får gang i julen, siger Dennis Nyman Steensen, formand for Børn på Nordlandet. Han tilføjer, at cirka 150 personer allerede har været forbi ved 14-tiden.
Tilbage i entreen fører en trappe op til første sal. Her sidder Danny Christensen, som man blandt andet kender fra debatspalterne her i avisen, og læser julehistorier for de fremmødte børn. Tidendes udsendte går op af trappen netop som historien er ved at være slut.