Heldig køber fik røgede sild og en gammel udgave af Tidende

Heldig køber fik røgede sild og en gammel udgave af Tidende
Foto: Bruun Rasmussen
KULTUR | Lørdag 2. december 2023 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
KULTUR | Lørdag 2. december 2023 • 15:30

Første, anden, tredje... Vi kigger på spændende salg fra danske og internationale auktionshuse, hvor emner med bornholmsk relation er under hammeren.

En heldig køber sikrede sig i denne uge en gammel udgave af Bornholms Tidende – foreviget sammen med en frokostplatte med røgede sild, æg, radisser, en tomat og en kande på et bord. Opstillingen er malet af Frederik Georg Andersen i 1931 – talrige bornholmske billeder kendes af maleren, som fra 1923 opholdt sig meget i Gudhjem.

Maleriet, som er afbilledet herover, blev solgt hos Bruun Rasmussen for 4.200 kroner.

 

 

Gertrud Vasegaards keramiske værker er som altid i høj kurs, og det forventes denne runde krukke af stentøj i en konveks form også at være, når den skal sælges på Bruun Rasmussens internationale auktion i december.

Krukken er fra 1983, unik og måler små 10 centimeter i højden. Vurdering: 15.000–18.000 kroner.

 

 

Stockholms Auktionsverk sælger klassikeren, Laurids de Thuras beskrivelse af Bornholm og Christiansø, trykt i 1756.

Der er rift om værket, som er vurderet til op mod 4.000 danske kroner. Hammeren falder i den kommende uge.

 


Mange værker fra keramiksamleren Hans-Henrik Dyhrs samling har de seneste uger skiftet hænder hos Bruun Rasmussen.

I den kommende uge er turen blandt andet kommet til en lille samling vaser fra L. Hjorth.

De 11 mindre vaser, skåle og en enkelt kande af stentøj er skabt af blandt andre Erik Hjorth og ventes at koste i omegnen af 3.000 kroner.

 

 

En meget fin lille stentøjsvase fra L. Hjorth i Rønne kommer under hammeren hos auktionshuset Crafford i Stockholm.

Den måler beskedne 10 centimeter og har en smuk og meget velkendt, grøn og sort glasur fra fabrikken.

Vurderingen er sat til godt 500 danske kroner – der er hammerslag i det svenske den 12. december.

 

 


Bruun Rasmussen i Lyngby sælger et maleri af I.H. Brandt, også kendt som Bølge-Brandt.

Det er malet på en sommereftermiddag med stille vejr nær Helligdomsklipperne i 1877 og måler 55x84 centimeter.

Vurderingen lyder på 6.000–8.000 kroner.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT