Forfatter Inge Bøgel Lassen kommer og fortæller om sine romaner "Brud" og "Ukendt land", der udkom i 2021 og 2022.
"Brud" handler om et ægtepar, Lena og Jesper, som sammen har to børn. De er aktive unge mennesker, og på overfladen ånder alt fred og idyl. Men bag facaden lurer konflikterne, misforståelserne og uforsonligheden.
Romanen "Ukendt land" er en ungdomsroman, som handler om at være ung og navigere i ukendt land, hvor de store følelser og omgivelsernes krav er en del af livet. Det er skønt at være ung! Hele livet ligger foran én. Der er så mange muligheder – men samtidig er der så mange valg, der skal træffes. Og hvad sker der, hvis man vælger forkert? Hvis man ikke kan være den bedste?
I de to romaner kredser Inge Bøgel Lassen om en række temaer som forelskelser, relationer, perfekthedskrav, utroskab, tro med mere. Hun fortæller nutidige historier, der taler ind i mange voksnes liv og verden.