Efter syv år med hårdt arbejde og sceneskræk skal Thoby endelig spille på Wonder

Efter syv år med hårdt arbejde og sceneskræk skal Thoby endelig spille på Wonder
Jackie Thoby spiller på Sletten på Wonderfestiwall klokken 22.00 fredag aften. Foto: Sarah Thun Kristensen
KULTUR | SLOTSLYNGEN | Fredag 19. august 2022 • 05:30
KULTUR | SLOTSLYNGEN | Fredag 19. august 2022 • 05:30

Jackie Thoby har boet på Bornholm det meste af sin barndom. Det var her, han begyndte at lave musik, og nu får han endelig sin egen plads i lineuppet på Wonderfestiwall.

Han hedder Jackie Thoby, og det udtales på en meget dansk måde: Tho ligesom tallet to, og så by ligesom.. by.

Men instinktivt læser folk hans kunstnernavn på engelsk, og fordi han har mange udenlandske venner, har han valgt at lade det være ved det. Det er ikke umagen værd at forklare folk, at det faktisk bare er hans pæredanske efternavn, der også er kunstnernavnet, når han optræder med sin egen musik.

Jackie Thoby har altid vidst, at han gerne ville lave noget med musik.

– Helt fra jeg var fem år, har jeg stået nede i gården og sunget til nogle komsammener mellem de forskellige huse på Frederiksberg, hvor vi boede. For jeg tænkte faktisk engang, at jeg skulle være sanger, fortæller han.

Som otte-årig flyttede han sammen med hele familien til Bornholm, og det var i musiklokalet på Ungdomsskolen i Rønne, at han mødte nogle ligesindede venner, som også drømte om at blive til noget med musikken.

– Da jeg var 13, købte jeg en mikrofon, fordi jeg tænkte, at nu skulle det være. Jeg havde min computer, og så ville jeg indspille noget og se, om det duede, forklarer han.

Desværre havde han sceneskræk, og det spillede ikke særlig godt sammen med drømmen om at leve af musikken.

Et år på Wonderfestiwall så han en DJ, der gav den gas på scenen. Det synes han så fedt ud, og så prøvede han at gå den vej i stedet.

Så 1000 youtube-videoer

I 2015 faldt han tilfældigvis over et Morten Breum nummer, der blæste ham helt bagover.

– Det var meget anderledes end det, jeg ellers har hørt. Jeg vidste slet ikke, at musik kunne lyde sådan, fortæller han.

Nummeret, han hørte, hedder Himalaya, og genren er hård EDM. Med fire hårde dunk i gulvet på den måde, man aldrig hører på P4.

– Jeg så måske 1000 youtube-videoer for at lære at lave musik på den måde, og så brugte jeg egentlig tre år på det.

– Men jeg savnede at lave musik, hvor der var noget sang på, der gav musikken mere mening.

I 2019 begyndte han derfor at eksperimentere med en ny slags elektronisk musik. Stadig EDM, men nu på en blødere og mere lyttevenlig måde. Samtidig flyttede han til København, fordi han oplevede at turen over Østersøen var en barriere for bookerne.

– Når man som DJ prøver at slå igennem, så spiller man en masse jobs på klubber, men man får ikke så meget for det. Og så var der mange bookere, der tænkte, at hvis jeg skulle med færgen, så kostede jeg nok vildt mange penge at booke. Det var som om de tænkte, at færgen koster 1000 kroner hver vej. Men det gør den jo overhovedet ikke, forklarer han.

Derfor vurderede han, at hvis han skulle komme videre med musikken, så måtte han flytte ud af komfortzonen på Bornholm og tættere på klubberne i København.

Men selvom han kom tættere på rent fysisk, så havde det sine udfordringer at bevæge sig ud af sit vante netværk og ind i en helt ny by.

– Det er sindssygt hårdt arbejde, fordi der ikke er nogen, der kender mit navn. Det føles, som om alle kender hinandens navne, og at man selv er den nye, fortæller han.

Den indre monolog

Når man som DJ har et job på en natklub, så er det vigtigt at få folk til at danse. Derfor kan man ikke bare spille det, man vil. Man må spille det, som folk vil høre.

Derfor har det længe været Jackie Thobys drøm at blive hyret til at spille sin egen musik på en scene, og ikke bare hvilken som helst scene.

– Jeg har altid gerne villet spille på Wonder, og jeg havde nok tænkt, at jeg skulle have gjort det noget før, fortæller han.

I 2019 spillede han et lille DJ-set på 20 minutter i en pause mellem nogle af de "rigtige" bands på festivalen, men i år har han fået sin egen plads i spilleplanen, og når alt kommer til alt, er det de syv års ventetid værd.

– Jeg tror faktisk ikke, jeg har været klar til det før nu, fortæller han.

Som tidligere nævnt har han nemlig lidt af sceneskræk, og det har været tæt på at få ham til at opgive det hele.

– På et af mine første spillejobs i Nexø, lavede jeg en fejl, og det blev så dårligt. Så tog jeg bare et håndklæde over hovedet og satte mig i et hjørne. Jeg gad ikke mere, fortæller han.

Heldigvis kunne en god ven tale ham i gang igen, og efter et par sæt uden fejl, genvandt han sin selvtillid.

Men selvom de svedige håndflader efterhånden er fortid, så skal den indre monolog stadig lige overståes, inden han går på scenen.

– Jeg tænker mange tanker om, at nu går det hele galt, der er ingen, der kan lide det, og tænk hvis publikum ikke er med eller sådan noget. Men jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv og sige: "Og hvad så, hvis det hele går galt?".

Først for nylig har han desuden overvundet sin mikrofonskræk, og nu øver han sig i at turde tage mikrofonen og tælle ned til et drop, geare publikum op og generelt være mere i dialog med publikum.

– Det er bare så fedt, når man råber et eller andet, og publikum er med. Så kan man mærke, at man laver noget, som folk kan lide, siger han.

Han glæder sig til at fyre den af fredag aften på den lille scene på årets Wonderfestiwall, og han er stolt over endelig at være en del af det navngivne line-up.

Det eneste, der gør ham lidt nervøs er, at han spiller på samme tid som When Saints Go Machine. Han håber dog, at målgruppen er så tilpas forskellig, at der er publikum til begge dele, så det slår ham ikke ud.

– Uanset om der kommer 1000, eller om der kommer 10, så får de det samme show, smiler han.

Bio

Jackie Thoby er 24 år og DJ. Han bor i Vanløse.

Han har boet i Rønne fra 2006 og indtil 2019.

Som barn gik han på heldagsskole i Vestermarie, fordi han har ADHD - noget han kan bruge som en styrke, når han laver musik, men som også af og til kan være udfordrende.

Ved årets Club Awards blev han nomineret som årets bedste artist - han vandt desværre ikke prisen.

På Spotify har han over 40.000 månedlige lyttere, og i 2022 har han blandt andet spillet på Aalborg Karneval og Distortion.

Han spiller på Sletten på Wonderfestiwall fredag klokken 22-23.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT