Det hele spillede – trods narrafassa og kvinjfolkatadder

Det hele spillede – trods narrafassa og kvinjfolkatadder
"Fortuna – Lokkans Godinja" er et stykke fuld af spilopper. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 10. NOV 2022 • 23:59
NYHED | ABONNENT
10. NOV 2022 • 23:59

Torsdag aftens repremiere på "Fortuna – Lokkans Godinja" på Rønne Theater forløb på bedste vis, og de gode folk i Bornholmsk Amatørscene kan roligt klappe sig selv og hinanden på skuldrene.

Det meste ser bedre ud om morgenen. Undtagen mennesket. Mennesket tager sig helt klart bedst ud om aftenen ...

Der er mange andre gode grunde – men alene disse ord fra den norske forfatter Johan Harstads mammutroman "Max, Mischa & Tet-offensiven" er da i sig selv anledning nok til at lette rumpetten og gå en tur i Rønne Theater.

Der vil man jo møde en masse andre mennesker, som altså vil tage sig rigtig godt ud, når stykket klokken 19.30 går gang. Helt som det gjorde torsdag aften ved repremieren på den bornholmske sædekomedie "Fortuna – Lokkans Godinja", som Bornholmsk Amatørscene har sat op igen ret præcist her 10 år efter, at amatørerne havde verdenspremiere på stykket, som er skrevet af ærkebornholmeren Morten Poulsen fra Nexø.

Og når nu Harstads bog faktisk handler om et teatermenneske, så er det, som om pengene passer.

"Fortuna – Lokkans Godinja" foregår i det herrens år 1898, og kender man bare lidt til Bornholmsk Amatørscene ved man også, hvad der driver værket: Kærligheden til den bornholmske dialekt.

Foto: Torben Østergaard Møller

Og det er da i øvrigt værd at huske på, hvad der er amatørers drivkraft, for de jo helt generelt drevet af en af denne verdens smukkeste og mindst forurenende energiformer: Uegennyttig trang til at bidrage positivt til samfundet.

Dermed forstår man også straks, at der er smukkere kræfter i spil på teatret, end hvad der ligger bag ordene i denne artikel eller så mange andre af hverdagens tilskikkelser. Med skam at melde er det trods alt ikke 100 procent sikkert, at disse ord var blevet skrevet, havde det ikke været for ussel mammon som en del af drivkraften.

Men amatørerne? De kaster sig altså gladeligt ud i et projekt så stort som at producere en teaterforestilling, hvor der denne gang er fremstillet helt nye kulisser, ligesom også kostumerne med fondspenge i ryggen er opgraderet eller helt nye, hvilket er sket ved hjælp af den herboende kostumier Pernille Vestergaard, som er uddannet ved Det Kgl. Teater.

Sejlskibene

Om selve stykket forklarede Morten Poulsen inden verdenspremieren for 10 år siden til Tidende, at han syntes, at der var "alt for mange af sådan nogle bona-stykker, som foregår på landet".

Altså, stykker om bønder, og selv ønskede han derfor at lade sit stykke foregå på østkysten af Bornholm i 1890'erne, så kan kunne benytte lejligheden til at fortælle om sejlskibsperioden.

– Fra da af gik det ned ad bakke for sejlskibene, fordi der kom dampskibe og alt det der. Så den rigtige sejl- og træskibsperiode slutter i slutningen af 1800-årene. Og det var det miljø, jeg gerne ville have med i mit stykke, forklarede han.

Og jo, sejlskibe – deriblandt det gode skib "Fortuna" – danner skam baggrundstæppet for den drabelige og humoristiske historie, og med det afsæt bliver der gået til stålet med blandt andet en grum skibsreder, en førsteelsker, kissemisserier, længsel og drama og ikke mindst de mange "skønne udtryk, som det bornholmske sprog jo indeholder", hvilket Bornholmsk Amatørscenes daværende – og nuværende – formand, Bodil Lundqvist, fortalte allerede i 2012.

Natansen, Holger Holst og Peter, Natansens søn, skåler. Foto: Torben Østergaard Møller

Man skal da også holde ørerne stive som tilløber til øen, altså førder, og man lytter ekstra godt efter, når man bliver præsenteret for udtryk som eksempelvis "narrafassa og kvinjfolkatadder". Især førstnævnte ord kan umiddelbart have nogle konnotationer i et københavnsk øre, som kan få kinderne til at blusse ved at høre det udtalt oppe på scenen. Men rolig nu, på bornholmsk betyder det såmænd bare en naragtig person. En, som laver narrestreger.

Stumfilm

Kun en enkelt af de 11 medvirkende taler rigsdansk, nemlig overretssagfører Helmut von Adler spillet overbevisende af Morten F. Hansen. Han konstaterer da også på et tidspunkt, da en af de andre aktører har talt til ham:

– Jeg troede ellers, jeg var nogenlunde til at forstå bornholmsk, men jeg forstod ikke et ord af, hvad han sagde.

Hele holdet af skuespillere virker dog både dedikerede og faktisk også troværdige i deres roller. Kim Tørnstrøm, som spiller den onde og gerrige skibsreder, kan så sandelig råbe højt, men skruede man helt ned for hans lyd, ville man stadig kunne nyde og more sig over hans gestik og grimasseren, som er en stumfilm værdig fra denne genres guldalder. Men alle de medvirkende tager stik hjem, og man fornemmer, at instruktøren, Brian Horst Sørensen, har haft godt greb om tingene.

Inden stykket går i gang og også mellem de fem akter bliver der projiceret billeder fra gamle dages havne- og kystliv op på et lærred, mens to musikere, Niels Anker Sonne på harmonika og Lisbeth Lind på et andet tangentinstrument, bidrager til at sætte stemningen og tage tilskuerne i hånden med tilbage til 1898. Scenen er sat.

Der er gode forviklinger i stykket, der er forsikringssvindel og egoisme, romantisk duelleren og kærlighed, der nær går tabt. Så det er bare om at komme afsted og en tur i teatret sammen med de andre mennesker, som tager sig så godt ud dér om aftenen.

Med premiereaftenens forestilling er der stadig 10 i vente, den første i aften, fredag, mens den sidste løber over de skrå brædder den 25. november.