Bønner blev hørt: Omsider ny præst

Bønner blev hørt: Omsider ny præst
Der er indsættelsesgudstjeneste for Simon Ambrosen søndag den 26. november. Arkivfoto
NYHED | 17. NOV 2023 • 13:05
NYHED
17. NOV 2023 • 13:05

Det har taget halvandet år, men næste weekend kan Bornholmerkirken indsætte ny præst.

Siden 1. juni sidste år har den evangelisk lutherske frimenighed Bornholmerkirken, som holder til i det tidligere forsamlingshus i Vestermarie, været på udkig efter en ny præst, som kunne overtage det pastorale ansvar i kirken.

Her blev menigheden dog testet på tålmodigheden, og det har krævet en stor indsats fra kirkens mange frivillige og gæsteprædikanter at opretholde den daglige drift uden lønnede medarbejdere, oplyser en pressemeddelelse fra kirken.

– Perioden uden præst har trukket store veksler på menighedens medlemmer. Det har været fantastisk at se, hvordan alle har gjort det ekstra, der har fået hjulene til at køre videre, siger formand for menighedsrådet, Ulrik Due Madsen i meddelelsen, som fortsætter:

Nu er menighedens bønner blevet hørt, og ved en gudstjeneste for nylig kunne menighedsrådet løfte sløret for ansættelsen af Simon Ambrosen som Bornholmerkirkens nye præst.

– Vi tror på, at Simon er den helt rigtige præst for Bornholmerkirken. Det gælder såvel teologisk som på det mere personlige plan, hvor Simon på begge parametre har det, vi har ledt efter, siger Ulrik Due Madsen.

Privatfoto

 

Født i Hasle

Simon Ambrosen er født og opvokset i Hasle, og bag sig har han en karriere som bestyrer for et sømandshjem på Ærø.

Her har han brugt sin dagligdag på at skabe et hjemligt og gæstfrit miljø for unge søfartsstuderende, enker efter fiskere og andre med tilknytning til søfart.

For to år siden flyttede han tilbage til Bornholm med sin familie, og han ser frem til at starte i stillingen som præst i Bornholmerkirken fra den 1. december.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at lære den enkelte i menigheden bedre at kende og sammen med dem kigge ned i bibelens utrolige beretninger, dens finurlige dybder og lære Jesus bedre at kende, som den han påstår han er, siger Simon Ambrosen.

Der er indsættelsesgudstjeneste for Simon Ambrosen ved en gudstjeneste i Bornholmerkirken på Vestermarievej 36 søndag den 26. november klokken 13.30, hvor alle er velkomne.