Alle øens ryttere er inviteret til optog

Alle øens ryttere er inviteret til optog
Rytteroptoget med hestevognen i spidsen kommer søndag den 18. december igen hen over Store Torv. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | KULTUR | Søndag 11. december 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | Søndag 11. december 2022 • 15:30

Rytteroptoget i Rønne sidste søndag før jul er en gammel tradition.


En af Rønnes helt gamle juletraditioner finder sted den sidste søndag før jul, den 18. december, når et flot juleudklædt rytteroptog skridter hen over Store Torv.

– Rytteroptoget har i hvert fald været der, lige så længe jeg kan huske, og jeg er 72, siger Bjarne Nielsen fra Stutteri Byvang på Smedegårdsvej i Rønne.

Det har igennem tiderne været forskellige aktører, der har "leveret" heste og ryttere til arrangementet. Både rideklubben, Stald Sursænke og Larsens Rideskole på Smedegård har stået for optoget. I de seneste mange år er det Stutteri Byvang, der med Rønne Handelsstandsforening som sponsor står for rytteroptoget.

Isabel Kornbro har opgaven med at samle deltagerne til optoget:

– Vi plejer at være i hvert fald omkring de 25 ryttere, og vi har plads til nogle flere ryttere, siger hun.

– Jeg har stået for det i de seneste tre år, men har har været med i optoget siden 2013 – enten som rytter eller siddet i hestevognen forrest i optoget.

Æbleskiver og kakao

Rytteroptoget er i dag en begivenhed for alle bornholmske ryttere, der vil være med.

– Men det er primært ryttere fra rønneområdet, der kommer, for man har også rytteroptog andre steder på øen. De fleste kan være med, bare man har sin egen hest eller pony. Det foregår i skridtgang hele vejen, så hvis man er begynder, kan man have mor eller far eller en hjælper gående med ved siden af. I de seneste par år har vi også haft nogle små ponysulkyer med bagest, siger Isabel Kornbro.

For deltagerne er rytteroptoget nærmest en heldagsforestilling.

– Vi skal være klar på Byvang klokken 13, og vi rider af sted klokken 13.20. Så er vi på torvet ved 14-tiden, og så er der æbleskiver og kakao bagefter til at varme sig på. Jeg tror, at halvdelen af arrangementet for børnene er hyggen ved at gøre hestene klar til turen.

– Børnene bruger mange timer på at gøre hestene fine, så vi håber, at der kommer mange og kigger, slutter Isabel Kornbro.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT