46.000 hørte dem i Parken – nu spiller de på Palæen

46.000 hørte dem i Parken – nu spiller de på Palæen
Pressefoto
TOPNYHED | ABONNENT | 24. FEB 2024 • 05:30
TOPNYHED | ABONNENT
24. FEB 2024 • 05:30

Palæ Caféen i Rønne får besøg af et kæmpe dansk musiknavn, når Suspekt optræder til marts.

Hvordan gør han, Jimmi Persson fra Palæ Caféen i Rønne?

Det korte svar findes næppe, så lad os i stedet fortælle, hvad han gør:

Han skaffer den danske rapgruppe Suspekt til Rønne, hvor den vil optræde på Palæ Caféen, også kendt som Palæen, den 22. marts – og for at antyde, hvor stort, det rent faktisk er, kan man tilføje, at Suspekt i september spillede for 46.000 tilskuere i Parken i København.

Et arrangement, som musikbladet Soundvenue har omtalt som den største danske hiphopkoncert nogensinde.

Når de tre bandmedlemmer Bai-D, Orgi-E og Rune Rask gæster Bornholm til marts, kan man således roligt forudsige, at de kommer til at fylde Palæen til bristepunktet, hvilket vil sige 250 koncertgængere.

Jimmi Persson, som også har Kabyssen i Hasle og sammen med Ole Almeborg Kommandantgården i Rønne, har dog før tiltrukket store navne til Palæen. L.O.C. spillede der midt i september, og på den baggrund blev det pludselig nemmere også at få Tessa til at komme forbi i december.

– Da hun var her, fortalte jeg hende så, at min personlige drengedrøm var at få også Suspekt hertil, men at det nok ville være at skyde lidt for højt, sagde jeg. Men allerede om mandagen, efter Tessa spillede den 16. december, fortalte hendes manager, som også er Suspekts manager, at hun havde nævnt for ham, at jeg godt kunne tænke mig at få Suspekt hertil. De havde set nogle videoer og lyttet til Tessa – så nu kunne de også godt tænke sig at komme en tur til Bornholm en forlænget weekend og spille på Palæen. Det var en kæmpe drengedrøm, der gik i opfyldelse den mandag! Så nu må vi se, hvad det næste kan blive.

Familietur

Det bliver vel ikke meget større?

– Nej, jeg har faktisk lidt en tomhedsfølelse, for jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg kan gøre det større. Men jeg skal nok finde ud af det, siger Jimmi Persson.

Han gjorde meget ud af at forklare Suspekt, at det altså i forhold til, hvad de er vant til, er et meget lille og intimt sted, han kan byde på.

– Men det tror jeg egentlig, de syntes var ret fint.

Det kan måske også for dem blive en særlig oplevelse?

– Jeg vil sige, at de er meget glade for Bornholm, har jeg fundet ud af efter at have snakket lidt med dem. Det, der trækker dem herover, er også, at det bliver en familietur til Bornholm en weekend, hvor de samtidig lige spiller et job.

Så du har talt med dem selv – det har du vel heller ikke gjort før?

– Faktisk kommer den ene af dem en del nede i Kabyssen og spiser flæskestegssandwich om sommeren, og jeg har også tidligere for sjov sagt "skal I ikke spille på Bornholm?". Men det er aldrig blevet til noget før, så at det nu lykkes, er en kæmpe forløsning. Det er min nummer ét drøm!

Du er selv fan af dem?

– Ja, det er jeg, jeg er vokset op som fan af dem og har både set dem på Gæsten og til Wonderfestiwall, og det har været en kæmpe fornøjelse. Og jeg ser da også bare frem til skulle møde dem alle tre – hente dem og køre rundt med dem i weekenden.

Bandet med familier vil ankomme i en sovebus, fortæller Jimmi Persson, og hvad honorar angår, har han fået en fin aftale.

– Vi har fundet en god løsning, det bliver ikke så dyrt, som det normalt ville være, men for Palæen er det meget dyrt, siger han.

– Så rent økonomisk er det ligesom, da L.O.C. var her ikke noget, jeg spinder guld på. Men på det personlige plan, bliver det en god aften, som jeg aldrig vil glemme.

Flere koncerter

Betyder sådan en koncert ikke også, at du og Palæen får et renomme, der gør det lettere i fremtiden at tiltrække andre store navne?

– Jo. Det kunne jeg også se efter koncerten med L.O.C. Den åbnede rigtig mange døre for mig. Den betød, at jeg kunne få Tessa til at komme og dernæst altså Suspekt. De snakker jo sammen i musikmiljøet.

Og hvordan fik du overhovedet L.O.C. her til?

– Det var gennem et bookingbureau, hvor jeg lærte en at kende, som jeg spurgte. Jeg fik at vide, at han ikke spiller steder med under 1.000 publikummer, men jeg pressede lidt på og sagde, at det da var fedt at komme en tur til Bornholm en weekend – og så luftede han det for L.O.C. og ringede et par timer senere tilbage og sagde, at den var L.O.C med på, han kunne da godt tænke sig en tur til Bornholm, selv om der ikke kunne være så mange publikummer, siger Jimmi Persson.

– Og det blev da også en kanongod aften.

Nu får du så realiseret din største drøm, går du så og tænker på andre navne?

– Ja, det gør jeg da helt sikkert. Det kunne for eksempel være fantastisk med Minds of 99 eller Lukas Graham, men jeg tænker også, at det bliver ved drømmen. Selv om man jo aldrig skal sige aldrig. Det sagde jeg jo også i forhold til Suspekt for et halvt år siden.

Nu, hvor han føler, han har hul igennem hos bookerne, drømmer Jimmi Persson om ved lejlighed også at lave nogle gode koncerter både i Hasle ved Kabyssen og i Kommandantgårdens have i Rønne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT