Politiker har brugt udsatte-penge til drabssagen fra Nordskoven

Politiker har brugt udsatte-penge til drabssagen fra Nordskoven
I 2021 blev to brødte dømt for drabet på 28-årige Philip Mbuji Johansen ved bålhytten i Nordskoven. Arkivfoto: Holger Larsen
KRIMI | Fredag 12. maj 2023 • 08:28
KRIMI | Fredag 12. maj 2023 • 08:28

Moderaternes bolig- og udsatteordfører Nanna W. Gotfredsen brugte i 2021 midler fra foreningen Gadejuristen til at undersøge drabet i Nordskoven. Også selvom hun internt blev advaret mod at blande sig.

Politikeren Nanna W. Gotfredsen (M) brugte i begyndelsen af 2021 organisationen Gadejuristens midler på at lave efterforskning på egen hånd af drabet i Nordskoven fra 2020.

Det skriver Radio4 fredag.

Gadejuristen, der giver retshjælp til socialt udsatte og har modtaget millioner af skattekroner i støtte fra det offentlige, er stiftet af Nanna W. Gotfredsen, der også er tidligere daglig leder. Radio4 fortæller, at på trods af flere interne advarsler om, at sagen i Nordskoven lå uden for organisationens virke, og at det kunne få alvorlige konsekvenser for Gadejuristen, valgte politikeren at gå ind i sagen.

Drabet i Nordskoven på 28-årige Philip Mbuji Johansen blev begået natten til den 23. juni 2020, og i december 2020 blev brødrene Mads Møller og Magnus Møller kendt skyldige for sammen at have dræbt den 28-årige ved en bålhytte i Nordskoven. De blev efter en ankesag begge idømt 15 års fængselsstraf i Østre Landsret.

Det blev tillagt et racitisk motiv, men i forbindelse med ankesagen blev offeret anmeldt for at have voldtaget de to brødres mor, inden han blev slået ihjel. Påstanden var, at det skulle være med til at forklare de to brødres gerning. Og her er Nanna W. Gotfredsen, ifølge Radio4 ,med midler fra Gadejuristen i ryggen gået ind i sagen.

I en intern mail, som Radio4 er i besiddelse af, bliver det blandt andet beskrevet, hvordan politikeren er i dialog med moren til de to drabssigtede om at anmelde drabsofferet for voldtægt. Hun skulle i den forbindelse have hjulpet moren med at få taget en hårstråsanalyse, der skulle bevise, at moren har fået stof for cirka syv måneder siden.

Moren bekræftede i oktober 2021, at hun har fået lavet den omtalte hårstråsanalyse. Det blev gjort for at underbygge påstanden om, at moren skulle være blevet drugrapet af drabsofferet.

Pengene til hårstråsanalysen kom fra Gadejuristen. En faktura viser således, at Gadejuristen betalte regningen på 3.118 kroner for analysen, der blev foretaget af analysevirksomheden Ferle kort efter, at de to brødre var blevet dømt i byretten.

Bekymringsbrev

Forløbet fik de ansatte til at sende et såkaldt bekymringsbrev til bestyrelsen for Gadejuristen.

– Vi på kontoret vil naturligvis gerne bistå de dømte med råd og vejledning om abstinensbehandling, stofbehandling og hvad der ellers er vores kerneopgaver. Men at optræde aktivt og opsøgende i en drabssag, mener vi er udenfor kontorets virke og på den måde, som det er sket i denne sag, mener vi også, at det kan få alvorlige konsekvenser for Gadejuristens virke, skriver de i brevet til bestyrelsen, som Ekstra Bladet har set.

Bekymringen bestod også i, at analysen ifølge firmaet bag ikke ville kunne bruges til noget.

– Vi gav klart udtryk for, at vi ikke kunne lave det som et juridisk gyldigt resultat, siger klinikleder hos Ferle, Christel Christensen, til Radio4.

Hun forklarer, at firmaets hårstråsanalyser ikke er godkendt til at gå syv måneder tilbage i tiden, hvilket hun også gjorde Nanna W. Gotfredsen opmærksom på dengang.

Ifølge Radio4 var forløbet et af de punkter, som bestyrelsen i Gadejuristen fremhævede internt, da den københavnske retshjælpsorganisation i februar 2021 suspenderede Nanna W. Gotfredsen og sendte hende midlertidigt på orlov fra posten som daglig leder af organisationen. Det bekræfter Jesper Vad Kristensen, der var medlem af bestyrelsen i 2021 over for mediet. Han kan dog ikke svare på, om han mener, at sagen om drabet i Nordskoven er inden for Gadejuristens rammer.

Nanna W. Gotfredsen har afvist at kommentere sagen.

FÅ ABONNEMENT