Bornholms Politi havde tirsdag gang i bødeblokken, og flere trafikanter fik en dyr hilsen fra ordensmagten.
Den største bøde fik en 28-årig mand, som klokken 20.20 blev sigtet for at køre for hurtigt på Åkirkebyvej i Rønne. Politiet fortæller, at han kørte 77 kilometer i timen, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Det kostede ham en bøde på 3.600 kroner samt et klip i kørekortet.
På Haslevej i Rønne blev en 40-årig kvinde sigtet for at køre personbil uden at sikre sig det nødvendige sikkerhedsudstyr til et barn under 135 centimeter. Det resulterede i en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet. Det samme fik en 61-årig mand fra Sjælland, som blev sigtet for at overtræde sin vigepligt ved at køre over for fuldt stop på Poulskervej.