Uafhængigt udvalg kræver Secret Service ændret efter attentat

18. OKT 2024 • 05:02UDLAND

Secret Service er bureaukratisk og tilbagelænet, lyder kritik fra uafhængigt panel efter Trump-attentat.

Der er behov for gennemgribende forandringer i Secret Service, efter at sikkerhedstjenesten i juli ikke formåede at afværge et attentat på Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Det konkluderer et uafhængigt panel, der har kigget Secret Service efter i sømmene, efter attentatet, der skete under et vælgermøde i Butler.

- Secret Service er blevet bureaukratisk, tilbagelænet og stillestående, skriver panelets fire medlemmer i et brev til USA's minister for indenrigssikkerhed, Alejandro Mayorkas, sammen med en rapport på 52 sider.

- Secret Service er som institution nødt til at gennemgå en grundlæggende forandring for at være i stand til at leve op til dens funktion, skriver panelet.

Uden forandringerne, vil et attentat, som det der skete under vælgermødet i Butler i delstaten Pennsylvania, ske igen, lyder det videre.

Under vælgermødet, der blev afviklet 13. juli, blev Trump strejfet af et skud på øret, mens en person i publikum blev dræbt, og yderligere to blev såret, da en mand skød mod Trump fra et nærliggende hustag.

En stor del af en 52-sider lange rapport beskæftiger sig med sikkerhedsbrister i forbindelse med vælgermødet i Butler. Flere af fejlene er allerede blevet anerkendt offentligt af Secret Service.

Panelet omtaler attentatet som en historisk sikkerhedsbrist.

- Mange af de medarbejdere fra Secret Service, der havde opgaver i relation til 13. juli, lader til ikke at have gjort meget for at identificere fejl, mangler og muligheder for forbedring, skriver panelet.

Det vurderer, at der er behov for nye ledere i institutionen, der var betydelig erfaring uden for Secret Service.

Ti dage efter attentatet fratrådte den daværende direktør for Secret Service, Kimberly Cheatle, sin stilling efter kritik. Efterfølgende blev Ronald Rowe indsat som fungerende chef for sikkerhedstjenesten.

Rowe vil omhyggeligt gennemgå rapporten og dens anbefalinger, siger han i en udtalelse.

- Men vi venter ikke med at handle. Vi har allerede forbedret vores beredskab og vores operationelle og organisatoriske kommunikation betydeligt, skriver han.

Det uafhængige panel nævner i sin rapport ikke et forpurret attentatforsøg mod Trump på en golfbane i Florida i september.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT