Israel: Hamas-leder er måske dræbt under kampe i Gaza

17. OKT 2024 • 15:31UDLAND

Israel er ved at tjekke tre lig af dræbte Hamas-folk. Der er mistanke om, at Hamas-leder Sinwar er blandt dem.

Israels militær siger, at det er i gang med at undersøge rapporter om, at lederen af Hamas, Yahya Sinwar, er blevet dræbt i Gaza.

Avisen Times of Israel skriver, at han i givet fald skal være dræbt under et nyligt israelsk angreb i Gaza.

- Lige nu kan vi ikke bekræfte identiteten på terroristerne, siger militæret i en erklæring.

- Tre terrorister blev elimineret, hedder det.

Ifølge avisen var der ingen israelske gidsler det sted, hvor de tre personer blev dræbt.

Der har været rapporter om, at Sinwar skjuler sig blandt israelske gidsler for at bruge dem som bombeskjold.

Militæret siger, at det udsendte erklæringen om Sinwar, efter at rapporter om, at han var dræbt, begyndte at brede sig på nettet.

Tv-stationen Channel 12 rapporterede ifølge Times of Israel, at soldater åbnede ild "mod en gruppe terrorister i stueetagen af en bygning".

Da de senere trængte ind i bygningen, kunne de se, at en af de dræbte "meget lignede" Sinwar.

Den knap 62-årige Sinwar har i årevis levet et liv i skyggerne under den lange og vedvarende væbnede konflikt mellem den militante, palæstinensiske gruppe Hamas og Israel.

Han blev i 2017 leder af Hamas i Gazastriben, men i begyndelsen af august i år blev han udnævnt som øverste leder af Hamas.

Det skete, efter at den hidtidige leder, Ismail Haniyeh, blev dræbt ved et bombeattentat i Teheran, Irans hovedstad.

Israel regner Sinwar for bagmanden bag Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober i fjor, da Hamas trængte ind i Israel fra Gaza og dræbte 1200 mennesker.

250 israelere blev taget som gidsler.

Det angreb fik Israel til at rykke ind i Gaza for at knuse Hamas. Der har været krig lige siden.

Sinwar blev født i Khan Younis i Gaza i 1962.

Hamas blev oprettet i 1987, og nyhedsbureauet AFP skriver, at han lavede et internt sikkerhedsapparat for Hamas.

Han har studeret på det islamiske universitet i Gaza og har lært sig hebraisk. Det er sket under 23 års ophold i israelsk fængsel.

Han blev idømt livstid fire gange for drab på to israelske soldater.

I fængslet lærte han også en del om israelsk kultur og tankesæt.

I 2011 var han med i en fangeudveksling.

Tilbage i Gaza fortsatte han i Hamas.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT