Sygdom slog Axelsen ud af Denmark Open: Meget ubehageligt

18. OKT 2024 • 08:10SPORT

Viktor Axelsen havde været syg i et par dage, inden han torsdag kastede op på banen i Odense.

Viktor Axelsen bekræfter, at han gik på banen med sygdom i kroppen, inden han torsdag eftermiddag måtte trække sig fra kampen mod Alex Lanier i anden runde af Denmark Open i Odense.

Det danske badmintonikon skriver på sine sociale medier fredag morgen, at sygdommen havde været på vej i et par dage.

- Efter min kamp i første runde tirsdag havde jeg en virkelig hård nat og følte mig syg og skidt tilpas. Jeg gjorde mit bedste for at komme mig og gøre mig klar til at spille i går (torsdag, red.).

- Men da jeg kom i gang, og mit hjerte slog hurtigere, begyndte jeg at få det meget ubehageligt, og der var intet, jeg kunne gøre for at styre det, skriver Viktor Axelsen.

Han havde tabt første sæt og var bagud 7-11 i andet, da han kastede op på banen og måtte opgive at spille videre.

Dermed måtte han for andet år i træk trække sig tidligt ud af den store Super 750-turnering i den fynske hovedstad. Sidste år var han skadet og forlod turneringen inden sin kamp i anden runde.

Han regner dog med, at han snart er på benene igen.

- Det er forhåbentlig bare en mindre virus, som jeg håber at komme mig over hurtigt, så vi ses snart igen, skriver Viktor Axelsen.

Den dobbelte OL-guldvinder vandt Denmark Open for hidtil eneste gang i 2021.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT