Hizbollah varsler ny eskalerende fase i de kommende dage

18. OKT 2024 • 01:10UDLAND

Hundredvis af krigere står ifølge Hizbollah klar til at imødegå israelsk indtrængen i det sydlige Libanon.

Hizbollah varsler natten til fredag "overgangen til en ny og eskalerende fase i konfrontationen med Israel".

Det skriver den militante libanesiske bevægelse i en erklæring.

Den eskalerende fase "vil afspejle sig i udviklingen og hændelserne i de kommende dage", skriver gruppen videre.

Udmeldingen fra Hizbollah kommer samme dag, som lederen af Hamas, Yahya Sinwar, er blevet meldt dræbt i Gaza.

Erklæringen nævner dog intet om den afdøde Hamas-leder.

I stedet skriver bevægelsen, at "hundredvis af krigere er fuldt forberedt på at imødegå enhver israelsk indtrængen på landjorden i landsbyerne i det sydlige Libanon".

Desuden hæver Hizbollah, at dets angreb mod Israel i de seneste dage er taget til, og at bevægelsen for første gang skal have anvendt præcisionsstyrede raketter.

Situationen i Libanon er eskaleret i de seneste uger.

Israel har sendt landstyrker ind i den sydlige del af landet og angrebet mål fra luften mange steder - herunder i hovedstaden, Beirut.

Samtidig har den militante bevægelse Hizbollah affyret raketter mod Israel.

I september blev Hizbollahs mangeårige øverste leder, Hassan Nasrallah, dræbt i et israelsk luftangreb på en forstad til Libanons hovedstad, Beirut.

Torsdag hævdede Hassan Fadlallah, der er en af bevægelsens parlamentarikere, at det ikke er lykkedes det israelske militær at tage kontrol over nogen landsby i det sydlige Libanon.

Ifølge Reuters hævder Hizbollah i erklæringen, der er udsendt natten til fredag, at 55 israelske soldater har mistet livet, siden den israelske landoffensiv i det sydlige Libanon begyndte første oktober.

Desuden skal mere end 500 israelske soldater være blevet såret.

Modsat hævdede det israelske militær torsdag, at i alt 19 af landets soldater er blevet dræbt i kampe i det sydlige Libanon siden landoffensivens begyndelse.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT