Mette Frederiksen kalder dræbt Hamas-leder for hardcore terrorist

17. OKT 2024 • 23:58UDLAND

Den danske statsminister ser ikke grund til at beklage, at Hamas-lederen Yahya Sinwar er blevet dræbt.

EU-landenes ledere var torsdag samlet til topmøde i Bruxelles, da nyheden om, at lederen af Hamas, Yahya Sinwar, var blevet dræbt af israelske soldater i Gaza, kom.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt de stats- og regeringschefer, der fik nyheden under topmødet.

- Hamas-lederen, der blev dræbt er en af arkitekterne bag angrebet på Israel. Set med danske briller, så er det svært at beklage det dødsfald. For det er en hardcore terrorist, vi har med at gøre, siger Mette Frederiksen.

På EU-topmødet diskuterede EU-landene også situationen i Mellemøsten.

Her var der ifølge Mette Frederiksen enighed om at stå bag Israels ret til selvforsvar. Samtidig opfordrer EU-landene til mere nødhjælp til civile i Gaza og Libanon samt et stop for israelske bosættelser.

Det siger Mette Frederiksen efter afslutningen af torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.

I konklusionerne fra topmødet udtrykker EU-landene igen ønske om øjeblikkelig våbenhvile. Det gælder både i Gaza og i Libanon. Hamas opfordres samtidig til at løslade alle gidsler.

Et krav der har fået ekstra tyngde, efter Israel meddelte, at man har dræbt lederen af Hamas. Det fik USA's præsident, Joe Biden, til at opfordre Hamas til at nedlægge våbnene og afslutte konflikten ved at løslade gidslerne.

I konklusionerne fra topmødet fordømmer EU-lederne desuden Irans missilangreb på Israel og understreger Israels ret til selvforsvar.

Israel har udtrykt ønske om at gengælde det iranske angreb - en melding, der har skabt bekymring for en bredere krig i regionen. Israel har dog endnu ikke gjort alvor af truslerne.

EU-lederne understreger igen, at en varig fred i Mellemøsten bør bygge på en tostatsløsning. Den vil EU gerne understøtte med en international fredskonference "snarest muligt", fremgår det af konklusionerne fra topmødet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT