Nationalbanken advarer mod regeringens finanslovsforslag

25. SEP 2024 • 12:42ERHVERV/POLITIK

Der er behov for, at penge- og finanspolitikken ikke skruer op for aktiviteten, mener nationalbankdirektør.

Regeringen bør ikke lempe finanspolitikken i det omfang, som den har foreslået i sin udspil til finansloven for 2025.

Sådan lyder det fra nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i forbindelse med Nationalbankens halvårlige prognose for dansk økonomi.

Mens beskæftigelsen er fortsat op, er presset på arbejdsmarkedet ikke steget, lyder det. Det er derimod faldet siden 2022.

Men selv om presset på arbejdsmarkedet letter, er der fortsat meget lav ledighed i Danmark.

Og det betyder ifølge Christian Kettel Thomsen, at der fortsat er behov for, at penge- og finanspolitikken samlet set ikke skruer op for aktiviteten.

- Set i det lys er det ikke et godt tidspunkt at lempe finanspolitikken i det omfang, regeringen foreslår i udspillet til finansloven for 2025, siger han i en pressemeddelelse.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fastholder, at det giver plads til en "ansvarlig" lempelse af finanspolitikken i 2025, når inflationen forventes at lande omkring to procent.

I en skriftlig kommentar skriver han, at regeringen med sit finanslovsforslag ønsker at prioritere velfærd, grøn omstilling og tryghed.

- Og det gør vi naturligvis inden for ansvarlige rammer, lyder det fra Wammen.

Nationalbanken vurderer, at der er gode forudsætninger for, at lønstigninger vil aftage de kommende år. Det skyldes dels det lavere pres på arbejdsmarkedet og dels en markant lavere inflation.

I prognosen lyder det, at Nationalbanken forventer, at inflationen i Danmark lander på 1,3 procent i år, 2,1 procent i 2025 og 1,8 procent i 2026.

Nationalbanken tager udgangspunkt i det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks. Her blev inflationen i Danmark opgjort til 1,4 procent i august sammenlignet med samme måned året før.

Indekset gør det muligt at sammenligne inflation på tværs af EU-lande.

Mens Nationalbanken forventer, at inflationen stabiliserer sig omkring målet på to procent, skruer den lidt ned for vækstforventningerne.

Ved den seneste prognose i marts forventede Nationalbanken, at dansk økonomi ville vokse 2,4 procent i år. Nu lyder forventningen på 2,1 procent. I 2025 forventes en vækst på 2,3 procent.

Danske virksomheders produktion i udlandet har trukket en markant del af væksten i dansk økonomi de seneste år. Men i de kommende år vil aktivitet i Danmark igen komme til at bidrage mere.

Ser man bort fra danske virksomheders produktion i udlandet og effekten fra genåbning af Tyra-feltet forventer Nationalbanken en vækst på 0,5 procent i år og 1 procent i 2025. Det siger Christian Kettel Thomsen på et pressemøde-

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT