Orkanen John mister pusten - tre er døde

25. SEP 2024 • 02:29UDLAND

Orkanen John gik i land i Mexico tirsdag. Den har tabt pusten, men regnen falder stadig over flere områder.

Store dele af det sydvestlige Mexico er natten til onsdag plaget af kraftigt regnvejr, efter at orkanen John tirsdag morgen gik i land.

Orkanen har mistet pusten, men truer stadig med voldsomme oversvømmelser flere steder i Mexico.

Mindst tre er døde som følge af orkanen, som påvirkede adskillige mexicanske delstater. Træer blev revet op med rode og tage blev blæst af huse, lyder det ifølge Reuters fra mexicanske myndigheder.

De ramte kystområder rummer både industrihavne og nogle af landets mest populære strandresorter.

Videoer på sociale medier viser blandt andet kraftigt regnvejr på tomme gader nær byen Lazaro Cardenas i delstaten Michoacan.

Længere sydpå er lufthavnene i Puerto Escondido og Huatulclo blevet midlertidigt lukket.

Der er meldinger om to dødsfald efter et mudderskred, som ramte et hus i byen Tlacoachistlahuaca i delstaten Guerrero. Et tredje dødsfald fandt sted i et bjergrigt område i samme delstat. Det oplyser landets agentur for civil beskyttelse.

Tirsdag lød det fra den nationale leder af landets beredskab, Laura Velazquez, at John forsat kan bringe "intenst nedbør" til delstaten Guerrero, som er en af de fattigste i Mexico.

Hun sagde, at der samlet er faldet omkring 28 centimeter nedbør tirsdag.

John blev nedskaleret fra både orkan og tropisk storm i løbet af tirsdagen.

Resterne af orkanen befinder sig omkring 113 kilometer nordvest for Acapulco og bevæger sig langsomt længere ind i landet med en hastighed på fem kilometer i timen. Det skriver Det Nationale Orkancenter (NHC) sent tirsdag aften.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT