Trump er blevet briefet om mulige attentatplaner fra Iran

25. SEP 2024 • 04:07UDLAND

Efterretningstjeneste har orienteret Trump om "reelle" trusler fra Iran om et attentat, siger Trump-kampagne.

Den amerikanske efterretningstjeneste har tirsdag orienteret Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, om mulige iranske planer om et attentat på ham.

Det siger Trumps kampagnehold ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Tidligere i dag blev præsident Trump briefet af ansatte fra efterretningstjenesten om reelle og specifikke trusler fra Iran om et attentat på ham i et forsøg på at destabilisere og skabe kaos i USA, skriver kampagnen i en udtalelse.

Donald Trump var amerikansk præsident fra 2017 til 2021. Selv om han i dag ikke bestrider embedet, er der i USA tradition for, at man fortsat omtaler ekspræsidenter med titlen præsident.

Ifølge Trump-lejren vurderer efterretningsfolkene, at truslen fra Iran skal være "taget til i løbet af de seneste par måneder".

Kampagneholdet siger desuden, at amerikanske embedsmænd arbejder på at beskytte ekspræsidenten og sikre, at valget 5. november ikke bliver påvirket af situationen.

Iran har tidligere afvist påstande om at skulle være indblandet i amerikanske anliggender.

I august oplyste det amerikanske justitsministerium, at en pakistansk mand med angivelige forbindelser til Iran var blevet anklaget for at have været involveret i et mislykket forsøg på at dræbe en amerikansk politiker eller embedsmand i regeringen.

Den 46-årige pakistaner havde ifølge anklagerne forsøgt at hyre en såkaldt lejemorder i USA for at udføre et drab på en unavngiven magtfuld amerikaner.

Drabet skulle ske i gengældelse for det amerikanske drab på den iranske generalmajor Qassem Soleimani i 2020.

Tidligere denne måned nægtede den pakistanske mand sig skyldig i anklagerne, skriver Reuters.

Det var den tidligere præsident i USA Donald Trump, der godkendte det dødelige droneangreb mod Soleimani.

Det vides dog ikke, om det var Trump, der skulle være målet for det angivelige hævndrab.

USA har i årevis været bekymret for, at Iran ville gøre gengæld mod Trump, efter at han som præsident beordrede drabet på Qassem Soleimani i 2020.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT