Israels militær indleder ny bølge af omfattende angreb på Hizbollah

24. SEP 2024 • 20:37UDLAND

Dagen efter at hundredvis blev dræbt i Libanon, varsler Israel nye "omfattende" angreb.

Israels militær oplyser, at det udfører en ny bølge af "omfattende" angreb på Hizbollah-mål i Libanon.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den israelske hær udfører i øjeblikket omfattende angreb på Hizbollah-terrormål i Libanon. Yderligere detaljer følger, står der i en meddelelse offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger om angrebene.

Angrebene kommer i kølvandet på flere dage med luftangreb i Libanon og frygt for yderligere optrapning.

Hundredvis blev ifølge libanesiske myndigheder dræbt i israelske angreb mandag.

Samtidig har Hizbollah sendt raketter den anden vej. Alene tirsdag 300 af slagsen, oplyser Israels hær.

Flere israelske militærbaser skal have været mål for Hizbollah-angreb. Men der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvorvidt luftangrebene har ramt, og hvor store skader de har forårsaget.

Også tidligere tirsdag var der et større israelsk angreb i Libanon.

Her blev Beirut ramt af et angreb, som ifølge Israel dræbte det højtstående Hizbollah-medlem Ibrahim Qubaisi.

Israel beskriver ham som leder af Hizbollahs missil- og raketstyrke, mens to sikkerhedskilder over for nyhedsbureauet Reuters blot beskriver ham som en ledende skikkelse i raketenheden.

Den optrappede konflikt mellem Hizbollah og Israel har relation til Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

Israel indledte efter den 7. oktober omfattende angreb på Hamas i Gaza, og Hizbollah har i solidaritet med Hamas intensiveret sin beskydning af Israel.

Det har ført til, at tusindvis af israelere i det nordlige Israel er fordrevet, hvilket Israels regering ikke vil gå med til.

De to parter har næsten dagligt udført angreb mod hinanden over grænsen, uden at det er eskaleret til egentlig krig. Siden sidste uge har der været en markant optrapning i situationen med eksplosioner i kommunikationsudstyr i Libanon samt stærkt intensiverede luftangreb.

Mandag blev 558 mennesker ifølge libanesiske myndigheder dræbt i luftangreb. 50 børn og 94 kvinder mistede livet.

Hizbollah er en militant og politisk bevægelse, som er i besiddelse af Libanons mest kraftfulde styrke.

Bevægelsen bygger sin ideologi på shiaislam og henter en stor del af sin støtte fra Iran, som også hjalp med at grundlægge bevægelsen i 1982. På det tidspunkt havde Israel invaderet det sydlige Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

24. SEP 2024 • 21:12UDLAND
USA indleder monopolsag mod Visa
FÅ ABONNEMENT