USA prøver at nedtrappe situation i Libanon efter angreb

23. SEP 2024 • 19:52UDLAND

Mandag har israelske angreb dræbt mindst 274 personer i Libanon, hvor USA prøver at nedtrappe situationen.

USA prøver at deeskalere situationen, efter at Israel mandag har udført det mest dødelige angreb på Libanon siden 1990.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, til nyhedsbureauet AFP.

Han mødes mandag med De Forende Arabiske Emiraters præsident, Sheikh Mohamed bin Zayed Al Nahyan, i Det Hvide Hus.

Her skal de blandt andet diskutere, hvordan spændingerne mellem Israel og Libanon kan mindskes, og tiltag til en våbenhvile i Gaza.

- Mit hold er i konstant kontakt med deres kolleger, og vi arbejder på at nedtrappe situationen på en måde, så folk kan vende sikkert hjem, lød det ifølge AFP før mødet fra Joe Biden.

Titusindvis af mennesker er sendt på flugt, efter at Israel mandag udførte luftangreb i den sydlige del af Libanon.

Mindst 274 mennesker har mistet livet, og over 1000 er såret, oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge Reuters.

Det er det mest dødelige angreb i landet, siden en 15 år lang borgerkrig sluttede i 1990.

I angrebet har Israels militær - efter eget udsagn - angrebet 800 mål, der har relation til den militante gruppe Hizbollah.

Israel har i tæt på et år udført angreb mod syd i Gazastriben efter et angreb fra den militante bevægelse Hamas. Nu er fokus altså også mod nord, hvor Hizbollah har sendt raketter mod Israel for at støtte Hamas.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, skriver på det sociale medie X, at Israel er i krig mod Hizbollah - ikke Libanon.

- Alt for længe har Hizbollah brugt jer som menneskelige skjolde. Den har placeret raketter i jeres stuer og missiler i jeres garager.

- Jeg beder jer: Tag denne advarsel alvorligt, lyder det i opslaget.

Foruden at forsøge at deeskalere situation sender USA nu også yderligere tropper til Mellemøsten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- For at være ekstremt forsigtige sender vi et lille antal ekstra amerikanske militærpersoner afsted for at øge vores styrker, der allerede er i regionen, siger generalmajor i luftvåbnet Patrick Ryder.

Han er talsmand for USA's forsvarsministerium, Pentagon.

Aktuelt har USA udstationeret omkring 40.000 i området.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT