Viborg FF overgår egne forventninger med millionoverskud

14. OKT 2024 • 12:22SPORT

To rekordsalg satte et stort aftryk på bundlinjen i Viborg, der fik større overskud end forventet.

Et overskud på 29,1 million kroner står der på bundlinjen i årsregnskabet hos selskabet bag superligaklubben Viborg FF.

Dermed overgår resultatet selskabets egne forventninger til regnskabsåret, der dækker over perioden 1. juli 2023 til 30. juni 2024. Forventningen var et overskud mellem 20 og 25 millioner kroner.

- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med resultatet og er glade for, at vi nu i 10 ud af de seneste 12 år har præsenteret sorte tal. Det er ikke en selvfølge i vores branche, så det er vi selvfølgelig stolte over, siger Viborgs administrerende direktør, Morten Jensen, til klubbens hjemmeside.

Han peger på, at spillersalg har sat et markant aftryk på det positive regnskab.

Især transfervinduet i sommeren 2023 var indbringende med rekordsalg af først Elias Achouri til FC København og derefter Anton Gaaei til Ajax.

- Det er to handler, vi er stolte af, da de begge er et synligt bevis på, at vi er lykkedes godt med at udvikle potentiale, som er en del af den sportslige strategi, og de to transfers har naturligvis også en betydelig andel af resultatet, siger Morten Jensen.

Omsætningen på 129,6 millioner kroner er den højeste i selskabets historie.

I det igangværende regnskabsår forventer Viborg et underskud mellem 10 og 15 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT