Græsk landsholdsspiller er fundet død i swimmingpool

10. OKT 2024 • 01:07SPORT

George Baldock, der spillede for Panathinaikos og Grækenland, er fundet død i en swimmingpool.

Den britisk-græske fodboldspiller George Baldock er onsdag blevet fundet død i en swimmingpool i sit hjem i Glyfada, en forstad i det sydlige Athen.

Det oplyser kilder fra græsk politi til nyhedsbureauet Reuters.

Dødsårsagen er endnu ukendt.

Politiet oplyser, at betjentene forsøgte at genoplive den 31-årige fodboldspiller med hjertemassage, da de kom frem til stedet, men at det ikke lykkedes.

Det anslås, at han døde klokken 21.00 dansk tid.

Forsvarsspilleren var på kontrakt i storklubben Panathinaikos og havde desuden spillet landskampe for Grækenland så sent som i marts.

Grækenlands landshold skriver på dets facebookprofil, at "der ikke er ord for den menneskelige smerte, som det har medført at miste en af vores unge mennesker alt for tidligt".

- Øjeblikket fordrer stilhed. Vi kondolerer hans familie. Vi kondolerer fra hans anden familie. Farvel, skriver holdet.

George Baldock blev født i England, men havde en græsk far, der gjorde det muligt for ham at repræsentere Grækenland, og i 2022 fik han debut.

Han nåede at spille tre kampe for Panathinaikos i den bedste græske række, siden han kom til klubben fra Sheffield United i England i maj, da klubben rykkede ud af Premier League.

Baldock spillede for Sheffield United i syv år, og klubben siger, at man er chokeret og triste over nyheden om, at han er gået bort.

- Forsvarsspilleren forlod klubben i sommer efter syv år på Bramall Lane (klubbens stadion, red.) og var ekstremt populær iblandt klubbens fans, ansatte og spillere, som trak i den rød-hvide trøje sammen med ham.

- Klubben og alle, der har med os at gøre, sender sine kondolencer til Georges familie og venner, skriver Sheffield United på det sociale medie X, der før var kendt som Twitter.

Harry Maguire, som spiller for Manchester United, men som tidligere har været holdkammerat med Baldock for Sheffield United, har delt et billede på Instagram af Baldock med et knust hjerte og teksten "R.I.P.", som på engelsk står for "hvil i fred".

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT