Joe Biden advarer om Miltons enorme ødelæggelseskraft

10. OKT 2024 • 00:33UDLAND

Milton går i land om "få timer", siger den amerikanske præsident. Folk bør søge mod sikrere steder, siger han.

Orkanen Milton går i land på den amerikanske delstat Floridas vestkyst om "få timer", og folk bør søge mod sikrere steder for at undgå dens enorme ødelæggelseskraft.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, kort efter klokken 23.00 dansk tid.

- Vi ser allerede konsekvenserne af stormen, heriblandt kraftig vind og nedbør.

- Der har allerede været hyppige varsler om tornadoer i løbet af dagen, og de fortsætter og forventes at intensivere i takt med, at Milton bevæger sig over landjorden, siger Joe Biden.

Milton er blevet nedjusteret fra en kategori fem-orkan til en kategori tre-orkan. Den kan dog tage til i styrke, inden den rammer Florida, da den først skal bevæge sig over varme vande i Den Mexicanske Golf.

- Tag ikke fejl. Det forventes stadig at blive en af de værste og mest ødelæggende orkaner til at ramme Florida i mere end et århundrede, siger Joe Biden.

- Milton bærer på en enorm ødelæggelseskraft. Den kan tilintetgøre samfund. Den kan dræbe.

Biden siger, at orkanen stadig forventes at kunne skabe stormflod på op mod fire meter.

Byen forventes at ramme Floridas vestkyst i nærheden af byen Tampa.

Jane Castor, Tampas borgmester, advarer byens knap 400.000 indbyggere i klare vendinger:

- Hvis I vælger at blive i et af de evakuerede områder, så vil I dø.

Milton befinder sig kort efter midnat natten til torsdag knap 100 kilometer fra Floridas kyst.

Den kommer i kølvandet på orkanen Helene, som ramte Floridas vestkyst for bare et par uger siden.

Den udløste også oversvømmelser i det vestlige Florida, der nu står for tur igen.

Også North Carolina og andre områder blev ramt. Over 230 mennesker er meldt omkommet på grund af Helene.

Biden siger, at han har tilbudt assistance til Floridas guvernør, Ron DeSantis.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT