Feberramt dansk rytter er tvivlsom til Lombardiet Rundt

9. OKT 2024 • 16:04SPORT

En sygdomsramt Jonas Gregaard kørte tirsdag rundt på oversvømmede veje, inden Tre Valli Varesine blev afblæst.

Det er planen, at Jonas Gregaard stiller til start i lørdagens Lombardiet Rundt.

Men lige nu er Gregaard ramt af sygdom, og det er tvivlsomt, om Lotto-rytteren kan nå at blive frisk nok til at deltage i årets femte og sidste monument.

- Om jeg kører Lombardiet Rundt eller ej, det ved jeg ikke endnu, siger Gregaard.

- Jeg tror ikke rigtigt, jeg kan bidrage med det helt store. Hvis jeg kører løbet, så er jeg nok ikke så meget værd.

28-årige Gregaard deltog tirsdag i det italienske endagsløb Tre Valli Varesine, som undervejs blev aflyst på grund af massiv regn og oversvømmede italienske landeveje.

- Jeg var allerede syg der. Jeg trillede rundt i en time i det regnvejr. Det var nok heller ikke det smarteste. Der var flere steder, hvor det var oversvømmet. Der var vand overalt.

- Der var virkelig mange punkteringer, fordi folk kørte ned i huller, som de ikke kunne se. Det var som at stå under en bruser, så meget regnede det, fortæller Gregaard.

Han var allerede mærket af sygdom, da han kørte mandagens italienske endagsløb Coppa Bernocchi.

Danskeren gennemførte, men han sluttede som nummer 112 af de 116 ryttere, der kom over målstregen.

De våde strabadser i det nordlige Italien har ikke forbedret Gregaards tilstand, men han håber stadig at blive klar til at køre Lombardiet Rundt.

- Det begyndte, da jeg kørte Coppa Bernocchi. Derfra er det bare blevet værre. Jeg har ligget med feber hele natten.

- Jeg prøver at komme mig, men jeg har ligget i sengen hele dagen i dag. Så det er ikke det bedste, lyder det med ikke særlig meget optimisme fra Gregaard.

Lotto Dstny oplyste tirsdag, at Maxim Van Gils på grund af sygdom ikke deltager i Lombardiet Rundt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT