Andreas Helgstrand får straf for rolle i piskevideo
Andreas Helgstrand er blevet identificeret som manden, der råber til Carina Cassøe Krüth i omtalt video.
Carina Cassøe Krüth blev tidligere på året straffet for at piske en hest hårdhændet, da en video af episoden blev sendt til Dansk Ride Forbund og senere blev lagt til offentligt skue.På samme video siger en mand: "Giv den en ordentlig en".
Vedkommende er nu blevet identificeret som Andreas Helgstrand, skriver ridehesten.com.
I sidste uge besluttede rideforbundets appeludvalg derfor at straffe Andreas Helgstrand med en karantæne på tre måneder og en bøde på 5000 kroner.
Af kendelsen fremgår det, at Helgstrand bekræfter, at det er ham, der medvirker på videoen. Til gengæld afviser han, at han opfordrer til at bruge pisken "overdrevent", som Carina Cassøe Krüth gør på videoen.
I stedet opfordrer han til "en konsekvent og hurtig korrektion i situationen", påpeger han. Han mener derfor fortsat, at instruktionen var den rigtige.
Den forklaring køber Dansk Ride Forbund ikke. Handlingen overskred de etiske retningslinjer, lyder det.
Konsekvensen kunne have været større for Helgstrand, som i forvejen var udelukket fra landsholdet i resten af 2024 oven på de afsløringer, der kom frem i "Operation X"-programmet om hans stutteri, Helgstrand Dressage, i Nordjylland.
Han må heller ikke afvikle stævner i den periode.
Den nye karantæne gælder fra 3. oktober og udløber den 3. januar.
I den periode må han ikke deltage i konkurrencer og aktiviteter under Dansk Ride Forbund.
Den oprindelige karantæne betød, at Helgstrand ikke kunne komme i betragtning til en plads på OL-holdet.
Carina Cassøe Krüth var udset en rolle som reserve på det olympiske mandskab, men hun trak sig få timer inden offentliggørelsen af truppen efter indberetningen til disciplinærudvalget.
/ritzau/