Orkan tvinger NFL-hold på flugt fra Florida
Tampa Bay Buccaneers rejser væk for at forberede sig til kamp i weekenden. Flere sportsbegivenheder er aflyst.
Flere af Floridas sportshold rejser væk fra den amerikanske delstat eller aflyser kampe på grund af orkanen Milton.Orkanen, der de seneste dage har taget til i styrke, ventes at gå i land i Florida op af onsdagen.
NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers oplyser på sin hjemmeside, at man har fremrykket afrejsen til weekendens udekamp mod New Orleans Saints til tirsdag morgen, så man kan forberede sig til opgøret.
Ishockeyholdet Tampa Bay Lightning valgte allerede i weekenden at aflyse mandagens sidste testkamp før sæsonpremieren i NHL.
Det skete ligeledes med henvisning til orkanen. Ishockeyholdet ville ikke afvikle en kamp, mens hele regionen forbereder sig på Milton.
Den forsvarende NHL-mester og nuværende indehaver af Stanley Cup, Florida Panthers, aflyste en mesterskabsfejring mandag aften på grund af orkanen.
Ceremonien ville tage ressourcer fra førstehjælpere og nødhjælpspersonale, sagde Panthers-direktør Matt Caldwell i en skriftlig udtalelse.
Flere af Floridas mange collegehold har også aflyst kampe i midtugen.
University of Central Florida, der hører hjemme i Orlando, har aflyst en volleyballkamp mod Colorado på onsdag samt en kvindefodboldkamp mod Arizona torsdag.
Tennisturneringen ITA Southeast Regionals er også blevet aflyst.
Det er kun to uger siden, at USA's østkyst blev hårdt ramt af orkanen Helene.
Helene blev kaldt den mest dødbringende orkan i næsten 20 år. Særligt North Carolina blev ramt, men også Florida, South Carolina, Georgia, Tennessee og Virginia mærkede ødelæggelserne. 212 personer døde i orkanen.
/ritzau/dpa