FCK-træner: Det tog tid at nedbryde AaB's organisation

23. SEP 2024 • 22:31SPORT

FC København skulle have scoret flere end to mål i sejren over AaB, mener cheftræner Jacob Neestrup.

Det tog over en time for FC København at få scoret mod AaB, og det var det eneste, der irriterede københavnernes cheftræner, Jacob Neestrup.

Han var generelt tilfreds med 2-0-sejren over AaB i mandagens kamp i Superligaen.

- Vi var i fuld kontrol lige fra start til slut, og selv om det tog tid at nedbryde AaB's organisation, så spillede vi modent og solidt og med stor tålmodighed og fik også de mål, der skulle til at sikre de tre point.

- Det eneste lille kritikpunkt er, at vi nok skulle have haft et eller to mål mere i forhold til vores spil og chancer, men ellers var det tæt på den perfekte hjemmekamp, siger Neestrup til klubbens hjemmeside.

Trods de manglende mål i den første time bevarede FCK og Neestrup tålmodigheden.

- Jeg sad hele tiden med en god følelse af, at vi nok skulle få hul på bylden. Vi slap aldrig grebet om kampen. Heller ikke efter hverken det første eller andet mål, siger FCK-træneren.

I de seneste tre kampe er det blevet til et nederlag og to sejre. FCK tabte for lidt over en uge siden ude til FC Midtjylland, og inden da blev det til en hjemmesejr over Brøndby.

Neestrup mener, at det går i den rigtige retning for FCK, som stadig kæmper med spillet inde på banen i perioder.

- Min fornemmelse fra præstationen i derbyet og også i Herning, selv om vi tabte, er, at holdet er godt på vej, det er et hold i fremgang, både kollektivt og hos de nye spillere, som lægger på hele tiden.

- Vi har også haft godt af at have ni dage på træningsbanen siden sidst, og det synes jeg også, man kunne se, men samtidig glæder vi os til de næste uger med to kampe om ugen, siger Neestrup.

FCK gæster torsdag HB Køge i pokalen, mens Vejle er modstanderen i Superligaen på søndag. I næste uge tager FCK hul på Conference League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT