Vejle-træner efter ni nederlag: Holdet er selvtillidsforladt

23. SEP 2024 • 13:35SPORT

Søndag tangerede Vejle med det niende nederlag ud af ni mulige den dårligste sæsonstart fra 2006/07-sæsonen.

Krisen kradser i Vejle, efter at holdet søndag rendte ind i endnu et nederlag i Superligaen og dermed fortsat er uden point efter ni runder af sæsonen.

På udebane tabte den traditionsrige østjyske klub med 1-2 til Sønderjyske.

Med nederlaget tangerer østjyderne den dårligste sæsonstart fra 2006/07-sæsonen, hvor vejlenserne ligeledes løb ind i ni nederlag i sæsonens første ni kampe.

- I mange situationer har vi tænkt, at nu kan det da ikke blive værre. Men igen viser livet os, at det kan det godt, siger Vejle-træner Ivan Prelec til klubbens hjemmeside.

- Klubben er det vigtigste. Dette hold kan under andre omstændigheder præstere bedre, men er i øjeblikket fuldstændig forladt af selvtillid. Men det er sket før, at vi kan vende tingene rundt, siger Prelec.

Søndag så det længe ud til, at østjyderne skulle have det første point i sæsonen, men dybt inde i dommerens tillægstid dukkede Sønderjyskes Marc Dal Hende østjyderne med sin scoring til 2-1.

- Fodbold skaber så mange smukke øjeblikke - og så mange grusomme. Men det er det, vi går igennem lige nu. Uanset hvor meget vi prøver, så synes der at være højere magter end os, der ikke vil have os til at lykkes.

Vejle ligger isoleret i bunden og har seks point op til Lyngby på næstsidstepladsen, mens Sønderjyske ligger nummer ti med otte point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT