Dommeranalyse: Tyskland blev snydt for straffe ved EM

23. SEP 2024 • 23:13SPORT

Tyskland blev ved en fejl snydt for et straffespark i EM-kvartfinalen mod Spanien, lyder det i dommerrapport.

Der blev begået en dommerfejl i EM-kvartfinalen mellem Spanien og Tyskland. Tyskerne skulle have været tildelt et straffespark mod Spanien, der vandt kampen 2-1 og senere blev europamester.

Sådan lyder konklusionen i en rapport fra dommerkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge flere internationale medier.

Blandt andet spanske Revelo refererer fra rapporten, som er lavet for at holde topdommerne opdateret på den rette tolkning af reglerne.

Ved stillingen 1-1 i den forlængede spilletid mellem Tyskland og Spanien 5. juli skulle der være dømt et straffespark til tyskerne, lyder det.

I kvartfinalen mod Tyskland begik den spanske back Marc Cucurella et straffespark, da han stoppede bolden med armen på et skudforsøg fra den tyske midtbanespiller Jamal Musiala.

I en længere evaluering fra dommeren bliver det forklaret, hvorfor Musiala skulle have haft et straffespark.

- I henhold til de seneste Uefa-retningslinjer bør hånd til bold-kontakt, der forhindrer et skudforsøg på mål, blive straffet strengere, og i de fleste tilfælde skal der dømmes straffespark, medmindre forsvarsspillerens arm er meget tæt på kroppen eller i kontakt med kroppen.

- I dette tilfælde stopper forsvarsspilleren skudforsøget med sin arm, som ikke var ret tæt på kroppen, hvormed han gjorde sig selv bredere. Så der skulle være dømt straffespark, konkluderer dommerkomitéen ifølge Revelo.

Værterne fra Tyskland blev slået ud i kvartfinalen, da spaniernes Mikel Merino headede målet til 2-1 i nettet.

I semifinalen og finalen blev der buhet af Cucurella af tyske fans på stadion.

Spanien vandt EM-guldet efter en sejr i finalen over England.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT