EU kalder eskalering i Libanon en nærmest fuldtonet krig

24. SEP 2024 • 02:03UDLAND

Israelske angreb i Libanon har siden mandag morgen dræbt mindst 492 personer, oplyser libanesiske myndigheder.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, kalder eskaleringen mellem Israel og Hizbollah i Libanon for "en nærmest fuldtonet krig".

Det siger han mandag i New York, hvor FN's Generalforsamling i øjeblikket mødes, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hvis dette ikke er en krigssituation, så ved jeg ikke, hvad man ellers skal kalde det, siger Borrell.

- Vi arbejder fortsat på at stoppe eskaleringen i Libanon, men vores værste bekymringer er ved at blive til virkelighed.

Han siger, at civilbefolkningen betaler en høj pris, og at alle diplomatiske bestræbelser er nødvendige, hvis en regulær krig skal forhindres.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, sagde tidligere mandag aften til nyhedsbureauet AFP, at USA forsøger et deeskalere situationen.

Senere på aftenen fortalte en embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium til Reuters, at USA ikke tror på, at israelsk eskalering af situationen vil reducere spændingerne i området.

Den seneste optrapning i Libanon kommer, efter at Hizbollah-medlemmers personsøgere og walkie-talkies i sidste uge eksploderede.

Omkring 40 personer blev dræbt, og flere end 3000 meldes sårede som følge af eksplosionerne. Hizbollah hævder, at Israel står bag eksplosionerne, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.

Siden har den militante libanesiske bevægelse Hizbollah og Israel skiftevis angrebet hinanden på tværs af grænsen.

De israelske angreb på Libanon blev mandag intensiveret yderligere. Tidligt mandag morgen oplyste det israelske militær, IDF, at man havde påbegyndt omfattende angreb mod Hizbollah-mål i Libanon.

Sent mandag aften oplyste libanesiske myndigheder, at angrebene havde kostet mindst 492 mennesker livet.

Frankrig har mandag anmodet om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd angående situationen i Libanon. Det fortalte den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot under et møde i FN's Generalforsamling.

Tidligere på dagen opfordrede Egypten rådet til at "gribe ind med det samme" for at den stoppe den "farlige israelske optrapning i Libanon", skriver AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT