Dansk OL-deltager indstiller triatlonkarriere som 26-årig

22. OKT 2024 • 14:22SPORT

Alberte Kjær Pedersen indstiller sin triatlonkarriere på grund af lav blodtilførsel i sit venstre ben.

I en alder af bare 26 år må den danske OL-triatlet Alberte Kjær Pedersen indstille den del af sin karriere.

Det skriver hun på Instagram tirsdag.

- Jeg stopper med triatlon, skriver Alberte Kjær Pedersen på Instagram og uddyber:

- Nogle ting er bare ude af ens egne hænder, og selv om jeg blev opereret for Iliac Artery Endofibrosis for små fem år siden, er blodtilførslen til mit venstre ben blevet så reduceret, at det ikke længere kan lade sig gøre, jeg cykler på eliteplan.

Iliac Artery Endofibrosis medfører lav blodtilførsel - i Pedersens tilfælde til venstre ben. Ifølge DR Sporten har den været nedsat til omkring 40 procent.

Hun vil gerne fortsætte med løbe og svømme, men er ellers uafklaret i forhold til fremtiden.

- Det kan godt være, at der kommer en tom fornemmelse, hvor jeg bliver trist og ked af det, for triatlon har betydet meget for mig i mange år. Det er svært at sætte ord på, siger Alberte Kjær Pedersen til DR Sporten.

Kjær Pedersen blev nummer 36 ved sommerens OL i Paris.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT