FCM vil af med kostbar vane om at komme bagud

20. OKT 2024 • 21:18SPORT

Mads Bech Sørensen og cheftræner Thomasberg begrunder nederlaget til Sønderjyske med en skidt første halvleg.

Det var især en skidt første halvleg, der resulterede i FC Midtjyllands andet nederlag i 3F Superligaen, da den forsvarende danske mester tabte 2-3 på udebane til Sønderjyske søndag aften.

Midtjyderne har efterhånden fået for vane at komme bagud i Superligaen, men har som oftest formået at vende det til sejr eller i hvert fald point. Men for anden kamp i træk lykkedes det ikke at vende kampen.

Og vanen med at komme bagud skal holdet af med, hvis DM-guldet skal forsvares, erkender cheftræner Thomas Thomasberg.

- Over tid går det selvfølgelig ikke. I nogle af kampene har vi kunnet sige, at vi har indkasseret det første mål, men egentlig er kommet ordentligt fra start. Men det var ikke tilfældet i dag (søndag, red.), siger han.

- I første halvleg manglede alt det, vi gerne vil stå for. Kvaliteten og intensiteten var simpelthen ikke god nok. Kollektivt var vi for passive, og vores boldomgang var alt for langsom. I anden halvleg kan jeg genkende det, vi lavede.

Også anfører Mads Bech Sørensen er træt af at skulle komme fra baghjul i kampene.

- Det vil vi gerne komme af med. Vi er kommet tilbage mange gange, men det gjorde vi ikke her. Jeg synes, at vi viste noget andet i anden halvleg, men i første halvleg manglede vi vilje.

- Vi var et skridt bagud hele tiden, og boldomgangen var ikke god nok. Det var lidt det hele, der manglede ti procent af, siger FCM-anføreren til Viaplay Sport efter kampen.

FC Midtjylland skal forsøge at komme tilbage på rette spor, når AGF kommer på besøg i Herning i næste runde af Superligaen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT