Pessimistisk IMF-prognose nedjusterer væksten i Europa

22. OKT 2024 • 15:00ERHVERV/POLITIK

Prognose fra Den Internationale Valutafond tror på mere vækst i USA. Tyskland får det sværere end antaget.

Der er både godt og skidt nyt for dansk økonomi i den seneste udgave af World Economic Outlook, som er Den Internationale Valutafonds (IMF) halvårlige prognose for verdensøkonomien.

Det positive består i, at økonomien i USA - som er Danmarks største eksportmarked - ser ud til at klare sig endnu bedre end hidtil antaget.

IMF tror, at den amerikanske økonomi vokser med 2,8 procent i år og 2,2 procent næste år. Det er henholdsvis 0,2 og 0,3 procentpoint mere end i den forrige prognose.

- Det er en ganske stor opjustering, der hører til de absolutte sjældenheder. Den amerikanske økonomi har simpelthen rystet recessionsrisikoen af sig. Status er nu, at det går overraskende godt for den amerikanske økonomi, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Han vurderer, at der er 100.000 danskere - primært i medicinalindustrien - hvis job er knyttet til den danske eksport til USA.

Der er til gengæld også mange job, der er afhængige af eksporten til Europa, og her er udsigterne knap så rosenrøde, hvis man skal tro IMF.

Valutafondens økonomer forudser, at eurolandenes økonomier kun vokser med 0,8 procent i år og 1,2 procent næste år.

Og endnu værre står det til i Tyskland, hvor der ifølge prognosen vil være nulvækst i år og en vækst på bare 0,8 procent næste år.

- EU er rygraden i dansk eksport. Den lave vækst gør det vanskeligt for mange virksomheder at øge eksporten til Tyskland og resten af EU, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

Blandt højdespringerne i årets prognose finder man Indien, hvor væksten spås at blive hele 7,0 procent i år.

Kina ser derimod ud til at måtte nøjes med en økonomisk vækst på 4,8 procent.

Det skal dog understreges, at IMF-prognoserne ikke nødvendigvis holder stik.

Den prognose, der udkom for et år siden, spåede en vækst i USA på bare 1,5 procent, hvilket altså siden er blevet opjusteret med 1,3 procentpoint hen over det seneste år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT