Danske fiskere kalder ny kvoteaftale for barsk læsning

22. OKT 2024 • 16:02UDLAND

Ny aftale har potentiale til at afvikle erhvervsfiskeriet i Østersøen, mener Danmarks Fiskeriforening.

Sildekvoterne bliver fordoblet, og danske fiskere har fået en bifangstkvote på torsk, så der fortsat kan fiskes efter rødspætter.

Alligevel kalder Danmarks Fiskeriforening tirsdagens aftale om fiskekvoter i Østersøen for "barsk læsning".

- Det her er meget alvorligt, og det har potentiale til at afvikle det tilbageværende fiskeri i Østersøen, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Selv om der var enkelte lyspunkter i aftalen, så er kvoterne præget af, at Østersøen lider. EU-landene har eksempelvis valgt at fortsætte forbuddet mod lystfiskeri efter torsk, fordi bestandene ganske enkelt er for små.

- I fiskeriet har vi år efter år fisket efter biologernes anbefalinger. Alligevel står vi med en miljøkatastrofe. Derfor er det på tide, at der sættes bredt ind for at vende situationen i Østersøen, siger Svend-Erik Andersen.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening er torskebestanden i Østersøen den helt store udfordring. Selv om det målrettede fiskeri efter torsk har været lukket i flere år, er bestanden stadig i dårlig forfatning.

Derfor har EU-landene besluttet at reducere den i forvejen beskedne bifangstkvote på torsk med 22 procent i den vestlige del af Østersøen.

- Man har reduceret fiskeriet i Østersøen år efter år. Man har gjort det i en grad, så der stort set ikke er noget fiskeri tilbage.

- Desværre har man samtidig forsømt at gøre noget ved de presfaktorer, som i dag er langt større end fiskeriet. Det gælder sæler, skarver og udledningen af næringsstoffer, siger Svend-Erik Andersen.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) erkender, at der er brug for en bredere indsats for Østersøen.

Den skal også se på klima og udledning af kvælstof, som den grønne trepartsaftale blandt andet forsøger at afhjælpe, siger Jacob Jensen.

Han mener dog, at det med kvoteaftalen er lykkedes at finde en rimelig balance mellem hensynet til fiskene og fiskerne.

- Vi skal passe på vores fiskebestande, og nogle fiskebestande i Østersøen har det svært. Men der er også arter som rødspætte, centralsild og brisling, der har det godt, eller har fået det bedre.

- Det har været vigtigt for mig at sikre, at vi fra Danmark kan fiske efter de arter, der har det godt, siger Jacob Jensen.

Hos Danmarks Fiskeriforening er man dog frustreret over, at aftalen igen indeholder lukkeperioder. Ifølge fiskerne spænder det ben for fiskeriet efter rødspætter i Østersøen.

- Det er regler, som ingen betydning har for torskebestanden, men som gør, at der ikke må fiskes efter eksempelvis rødspætter på de tidspunkter af året, hvor mulighederne for at fange dem er bedst.

- De regler vælger man at holde fast i, og det giver ingen mening, siger Allan Buch, der er næstformand i Danmarks Fiskeriforening og formand for Bælternes Fiskeriforening.

Han mener, at der i lyset af de lave kvoter er behov for at se på oplægningsstøtte. Det vil åbne for, at nogle fiskere kan stoppe med at tage på havet.

- Man kan ikke forlange af folk, at de skal leve af fiskeriet, når der ikke er mulighed for at fange fisk, siger Allan Buch.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT