Første tilfælde af ny mpox-variant er opdaget i Tyskland

22. OKT 2024 • 13:01UDLAND

Institut oplyser ikke, om det er et menneske, der er smittet med den nye variant af mpox i Tyskland.

Det første tilfælde af smitte med den nye variant af mpox, clade 1b, er opdaget i Tyskland.

Det oplyser Robert Koch-instituttet, der er en tysk institution med ansvar for kontrol og forebyggelse af sygdom, ifølge den tyske avis Bild.

Smitten opstod i udlandet og blev opdaget fredag.

Der er dog "stadig ikke tale om en øget risiko" for at blive smittet med mpox i Tyskland, men instituttet "overvåger situationen meget nøje", oplyser det tirsdag.

Instituttet oplyser ikke, om det er et menneske, der er smittet.

Clade 1b, der oftest ses i Vestafrika, er generelt en mildere variant af mpox end den centralafrikanske variant 1, skriver Statens Serum Institut på dets hjemmeside.

Sygdommen er uanset mindre alvorlig end den klassiske koppevirus, som den er beslægtet med, lyder det.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede i august for anden gang på to år global sundhedskrise på grund af mpox, der tidligere er kendt som abekopper.

Mpox blev først opdaget hos aber ved et tilfælde. Den forårsager primært hududslæt, men også feber og muskelsmerter.

Den Demokratiske Republik Congo er epicenter for udbruddet af sygdommen, som normalt har et mildt forløb, men i sjældne tilfælde kan være dødelig.

Men indsatsen for at få inddæmmet spredningen af sygdommen har været besværliggjort af mangel på vacciner.

Det danske selskab Bavarian Nordic står som afgørende vaccineproducent med en vigtig rolle for at levere dem.

Selskabets vaccine blev sammen med japanske KM Biologics' vaccine brugt til at bekæmpe et udbrud i 2022. Deres vacciner har været brugt i vidt omfang i mindst 70 lande uden for Afrika.

Før Nigeria i slutningen af august fik 10.000 doser af USA, havde mpox-vacciner ikke været tilgængelige i noget afrikansk land, skrev nyhedsbureauet Reuters i september.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT