Et fortroligt rum bliver åbnet: Man føler skyld, skam og bliver stemplet

Der er meget skyld og skam forbundet med at få tvangsfjernet et barn, fortæller en af de forældre, der mødtes i weekenden for at tale om, hvordan dialogen med kommunen kan blive bedre.

De sidder i de cremehvide lædersofaer i stuen hjemme hos et af gruppens medlemmer. Hovederne er dybt begravede i papirarkene, der knitrer, når de skifter hænder.

Kuglepennene klikker, og duften af mandarinskræller og kaffe fylder i rummet, mens en hånd en gang imellem finder vej til den halvtomme skål med chips på sofabordet.

De otte fremmødte er ved at nedfælde deres ønsker til forbedring af et fremadrettet samarbejde med kommunen. For selvom de ikke kender hinanden, har én ting til fælles: De har fået tvangsfjernet et barn.

Derudover føler de sig overset og overhørt i de processer, hvor Bornholms Regionskommune af forskellige årsager har tvangsfjernet deres børn og anbragt dem på opholdssteder eller i plejefamilier væk fra deres biologiske forældre. Nogen er blevet fjernet som børn og teenagere, nogen helt fra fødslen på baggrund af en mistanke om, at barnet kan komme til at mistrives.

Historierne er forskellige, men smerten er den samme.

Skyld og skam

Mødet har været i gang i to timer, da Tidende dukker op på adressen i Rønne på det aftalte tidspunktog får lov til at træde ind i et fortroligt rum, som normalt ikke er åbent for udefrakommende.

For det er et kæmpe tabu at få tvangsfjernet et barn, fortæller en af mødrene.

– Man føler skyld, skam og bliver stemplet.

Skriverierne bliver afbrudt for en stund, og den fælles samtale genoptages af en selvstændig familiebehandler ovrefra, som forældrene har bedt om at hjælpe i den fremadrettede proces.

Hun taler indledningsvist om advokatbistand, men samtalen ender hurtigt på bosteder, mistrivsel, paragraffer og forældrekompetenceundersøgelser.

– Lige med den der forældrekompetenceundersøgelse, så er det sjovt, at vi alle sammen får at vide, at vi ingen mentalisering har, siger en af mødrene, og flere stemmer i.

De fleste af forældrene er kvinder, men der er en enkelt far til stede sammen med sin hustru.

Han fortæller om en episode fra sidste år, hvor parrets to døtre blev tvangsfjernet på gaden.

– Hvordan kan man det i et retssamfund? spørger han, og en af de andre mødre får tårer i øjnene over hans fortælling.

Frygter for retssikkerheden

Og så falder snakken på den børnefaglige undersøgelse, som får en af mødrene til at 'frygte for sin retssikkerhed'.

– Og så snart du juridisk vil gøre opmærksom på, at der er nogle ting, der ikke passer, så skal du selv betale for en advokat. Så min retssikkerhed afhænger af min økonomi, siger hun.

– Og så sidder man med en børnefaglig undersøgelse, som bliver de briller, hvori enhver sagsbehandler kigger ..

– Og det ved de! stemmer en anden i.

Flere af forældrene fortæller, at deres børn mistrives og har det psykisk dårligt på de steder, de er blevet anbragt - noget som børnene ifølge forældrene fortæller til dem. Eller at processen i kommunen har været så lang, at barnet har fået det værre undervejs, og at det har været medvirkende til, at barnet er endt med at blive anbragt.

Som timerne går, bliver det mørkere udenfor, og standerlampen i stuen bliver tændt.

Flere af forældrene trækker i overtøjet og går ud i gården og ryger. De har brug for en pause. Men snakken genoptages, så snart den første cigaretrøg pustes ud i den iskolde januarluft.

Om traumer, om formodninger, om paragraffer, sagsbehandling, bosteder for mødre og børn, om diagnoser og følelsen af skyld. En historie, der går igen, er, at forældrene savner at komme tidligere ind i processen, så en anbringelse måske kan undgås.

Måske det er noget, deres fælles henvendelse til kommunen kan være med til at ændre på.